Efter vores første udfordring her på denne USA-tur skulle det blive noget mere roligt da vi vendte køleren mod vest, krydsede Continental Divide ved Wolf Creek Pass (3309m) og kørte ind i Utah. Store dele af Utah er gennemskåret af de forskellige floders canyons, og der var her vi skulle opleve de næste fire-fem dage. Vi kørte igennem Glen Canyon og Capitol Reef, dvælede noget mere tid ved Kodachrome Basin, var ude og køre i noget 4x4 snavs (!) syd for Escalante, inden vi til sidst nåede frem til Bryce Canyon. Jeg havde engang i Internettes barndom haft en livlig chat med en fyr fra Panguitch, og gennem ham havde jeg hørt en del om naturscenerierne i Bryce Canyon. Fyren havde jeg dog mistet kontakt med dengang Geocities lukkede deres chatrooms, men alligevel havde jeg store forventninger til besøget i Bryce Canyon. Og jeg blev ikke skuffet. Ganske vist småregnede det da vi kørte ind i parken, og da vi kom frem til visitorcentret lå en tæt tåge over området. Men da vi kørte længere ind i parken forsvandt tågen ganske pludseligt, og det blev klart vejr med god sigt. Vejnettet i Bryce Canyon er lagt så det tilgodeser alle besøgende. Hovedvejen gennem parken ligger lidt tilbagetrukket fra canyonkanten og generer derfor ikke, men samtidig giver den adgang til mange flotte udsigtssteder. Der er dog også en række udsigtssteder der kun kan nås til fods, og den fantastiske udsigt gør at man blot vil have mere. Vi begyndte turen ved Bristlecone Loop i den fjerneste ende af parken, og det er nok det smarteste at gøre, for udsigten bliver mere og mere imponerende mens man bevæger sig nordpå, indtil den kulminerer ved Amphiteatret og Sunset/Sunrise Points. De utroligt mange tårne og facetter i canyonvæggene ændrer sig konstant med det skiftende sollys, og man kan rigeligt bruge et par dage eller tre her. Vi havde desværre kun en halv, da vi om eftermiddagen skulle køre de godt 300 miles til Grand Canyon.