Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 11. maj 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ulve i fåreklæder Onsdag, 11.05.05

Efter et par års pause kom det norske band Madrugada endelig til nabolaget for at præsentere deres nye album The deep End ved en liveturné der dækker det meste af Europa. Som beskrevet i min foregående klumme havde Madrugada desværre valgt at spille deres københavnerkoncert på Christiania, så derfor drog jeg her til aften til broderbyen på den anden side af Sundet hvor Madrugada spillede på Kulturbolaget i Malmö. Det var første gang at jeg var til koncert i udlandet, og jeg må sige at rammerne var i orden på svenskesidan. Kulturbolaget er et hyggeligt og klubagtigt spillested, ikke for stort og med en behagelig atmosfære. Dørene åbnes kl. otte og koncerten startede en time senere. Ifølge programmet. For der skulle gå en rum tid før Madrugada endelig gik på scenen. Med tyve minutters forsinkelse blev der tændt for forstærkerne, men først skulle der lige noget opvarmning til. En fyr fra Tennessee, jeg husker ikke navnet, som med sang og guitar nærmest gav sin egen koncert. Otte-ni numre blev det til, og det var ikke overvældende inspirerende, nærmest som de musikere der spiller gratis på hveranden engelske pub i København i weekenden. Yderligere ventetid fulgte, så klokken blev derfor næsten halv elleve før Madrugada endelig kunne gå på scenen. Spillede først de tre første numre fra den nye cd, tog et par stykker fra bagkataloget og fortsatte så med en skønsom blanding af gammel og nyt. Musikken var god og lydbilledet godt på Kulturbolaget, så der burde være basis for en glimragende koncert. Men, men, men. Madrugada har altid været stiligt klædt, men denne gang var også musikken alt for professionel, og bandet formåede aldrig at komme i dialog med publikum. Der var tilsyneladende ikke plads til inspiration, og flere af numrene lød præcis som på cd'en. Det er ikke det man går til koncert for, her vil man have en fri fortolkning af numrene uden for cd'ens snærende rammer. Når man husker Sivert Høyems fremragende sceneshow da han i 2001 præsenterede Two black Bones, så virkede aftenens koncert som et job der bare skulle overstås. Og det er synd når man ved hvor meget Madrugada har at byde på. Vi må håbe det blot er begyndervanskeligheder her i starten at turnéen, men ellers får Madrugada et par chancer mere på Voxpop i Århus i morgen og på Christiania fredag.
         
http://www.madrugada.net/ Link ikke længere aktivt!
www.kulturbolaget.se

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.