Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 27. august 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ulven kommer - denne gang Lørdag, 27.08.05

I nu en uge har DSB været tvunget til at køre med nedsat hastighed på en af de absolut vigtigste jernbanestrækninger i Danmark, nemlig forbindelsen mellem København og Århus. Det er de nedslidte skinner der er årsag til miseren, og når den maksimale hastighed nedsættes fra 180 til 120 km/h kan det ikke undgå at give mærkbare forsinkelser: en halv time til Odense og Århus og op til en time hvis vejen går videre mod Aalborg. Regeringen har vist sig meget kritisk over for BaneDanmark og kan ikke forstå at skinnerne kan være så nedslidte. Men helt ærligt. Gennemsnitsalderen af det danske skinnenet er godt og vel 29 år, mens det anbefales at gennemsnitsalderen ikke overstiger 20 år. Et skinnenet kan altså ikke pludselig blive ti år gammelt overnight, så der må være nogen der har sovet i timen. Selv om jeg ikke har nogen som helst indflydelse på vedligeholdelsen af det danske jernbanenet mener jeg at have hørt om nedslidte skinner de sidste femten år, så det er da ikke fordi det har skortet på advarsler. I stedet forsøger man at hænge BaneDanmark ud som prügelknabe, til trods for at årsagen til problemerne er ti eller tyve år ældre, og alt imens står politikerne i kø ved håndvasken. Det er BaneDanmarks ansvar at vedligeholde skinnerne, men det er ikke BaneDanmarks skyld at det ikke er gjort. Årsagen hertil er manglende bevillinger gennem en årrække, og her er det ikke bare Anders Fogh der hellere har villet bruge pengene på noget mere spændende end vedligeholdelse, næ Poul Nyrup, Poul Schlüter og Anker Jørgensen samt diverse trafikministre må også indrømme at de har sovet i timen. Kan være at der er blevet råbt Ulven kommer mange gange, men der er åbenbart ingen der har villet lytte, og nu er ulven her. Hvordan man så lige pludselig kan rette op på 30 års efterslæb må guderne vide.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.