Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 28. november 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Faret vild i Göteborgs forstæder Mandag, 28.11.05

På min vandretur nordpå gennem Sverige har jeg efterhånden i længere tid haft et hul i den kontinuerlige vandrerute nordpå. Gennem de sidste fem år har jeg vandret fra Genarp umiddelbart øst for Malmö og frem til Rudsbyn i den sydlige del af Värmland, lige på nær et hul på 57 km mellem Hindås og Kungälv. Dette hul har jeg haft gemt til det rette tidspunkt, og det oprandt her i denne weekend, hvor jeg tog med Allan op for at lukke hullet. Jeg havde været til et udmærket party aftenen forinden, så det var meget tidligt da vækkeuret ringede blot få timer senere og dikterede snarlig afgang til Hovedbanegården. Efter en indledende gang regn og rusk iblandet slud blev vi velsignet med rigtig flot vejr, dagtemperaturer lige lidt under frysepunktet og nattemperaturer ned til 5-7 minusgrader. Det blev et par fine nætter i de vindskydd der lå langs med ruten, men den sidste aften tog turen dog en drejning til det mere adventure-agtige. Vi havde i skumringen passeret Göteborg-forstaden Rannebergen og var på vej ud langs Stora Mölnesjön da det begyndte at sne. Det gjorde ikke så meget de tre næste km, men pludselig forsvandt markeringerne langs stien, og da sti og skovbund nu var dækket af sne var det ikke lige til at se i mørket hvor det gik videre hen. Efter tre forgæves forsøg var der ingen vej udenom: Frem med kompasset. Det blev til en lille times tid op og ned over bakkerne i nattemørket, hvor vi gang på gang blev tvunget tilbage af stup eller væltede træer. Men jeg holdt retningen, og til sidst fik jeg pludselig øje på en markering: Vi var kommet vi ud på stien igen. Herefter holdt vi os strengt til stien, og belønningen ventede også i form af et vindskydd tyve minutter senere.

På vej gennem Vättlefjäll.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.