Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 4. december 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Så blev det jul igen Søndag, 04.12.05

I gamle dage, det vil sige en gang i forrige århundrede, havde jeg en tradition om, på anden søndag i advent, at tage en tur til Hillerød for at løbe med i Julestjerneløbet. Det holdt jeg dog op med efter nogle gange, i takt med at jeg gradvist løb mindre og mindre, og bortset fra at have deltaget nogle gange i Fælledparkstafetten har jeg faktisk ikke deltaget i noget motionsløb siden jeg i 2000 løb Broløbet over Øresundsbroen. Men det sidste par måneder er det stort set lykkedes mig at komme ud og løbe to gange i hver uge, ofte over ti km, og derfor fandt jeg det passende at tage ud og prøve kræfter med dette løb igen. Løbet er ganske vist i et lettere kuperet terræn, men det har jeg altid fundet en fordel i motionsløb, ligesom det skåner mine stakkels gamle ben at underlaget er grus. Der var tre distancer at vælge imellem, men jeg skulle selvfølgelig ud på den længste, 16km'eren som jeg har løbet hver gang jeg har deltaget. Jeg vidste dog godt at det var vigtigt at holde igen, idet jeg ikke har løbet så langt siden sidste år, og så slet ikke uden stop som her ved en konkurrence. Jeg tog det derfor stille og roligt frem til Stjernen, men blev alligevel noget overrasket over at være sidste mand fremme ved Stjernen, hvorfra selve stjerneløbet begynder. Efter at have løbet ca. 5 km og var kommet op over en af de større bakker fik jeg dog den anden luft, og jeg blev nærmest helt euforisk da jeg efterfølgende joggede mig igennem de næste fire stjernearme. På vejen hjemover var jeg ved at indhente et par stykker da det forventelig gik galt. Hjemløbet var blevet lagt om da en af skovstierne var spærret af faldne træer, og vi skulle derfor løbe ad en anden rute end normalt, og det indebar 300 meter på asfalt. Jeg havde næppe løbet 20 meter på asfalten før benene gik døde, og jeg humpede resten af vejen frem til en skovriderbolig hvorfra vi endelig kom på grus igen. Med en halv km hjem kunne jeg godt mærke at benene var blevet godt og grundigt (mis)brugt, men det ændrede dog ikke på det faktum at det efterfølgende var fedt, blot at have gennemført løbet. Nu bare lige et par års træning mere, så er jeg tilbage i den gamle gænge igen.

Før starten af 9km-distancen, den mest efterspurgte af de tre distancer.
www.julestjernelobet.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.