Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. maj 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Et lille pusterum Torsdag, 18.05.06

Nogen gange kan man godt blive lidt stresset når tidsplanen ryger i vasken, måske især hvis det er udefra kommende årsager der gør, at man ikke kan udnytte tiden optimalt, og bliver tvunget til at vente. Nogen siger endda at ventetid er noget af det værste, men det kommer helt an på, hvordan man ser på det. Nu forleden havde jeg aftalt med en god ven at vi skulle ud og spise sild og snaps på Domhuskælderen i centrum, og netop som jeg (selv lettere forsinket) var på vej til Nytorv fik jeg en besked om at min kammerat ville blive en halv time forsinket. Nå, det var der ikke så meget at gøre ved, jeg ankom kort efter til Domhuskælderen, gik ind og fik plads ved det bestilte bord, og kunne kort efter falde til ro med en stor fadøl. Jeg lod roen falde på mig - jeg var kommet direkte fra styrketræning i Scala, og det var faktisk ret behageligt blot at sidde og ikke nødvendigvis skulle noget som helst. Min kammerat var noget undskyldende da han tyve minutter time senere troppede op, men det havde han absolut ikke nogen grund til, da det havde været et fint lille pusterum. Så kunne vi ellers gå i gang med silden og snakken. Det er vel fem-seks år siden jeg for første gang kom på Domhuskælderen, og fra første færd blev jeg grebet af deres fantastiske sildebuffet. Ikke flere end otte slags sild kommer der på bordet, og skulle der ikke være nok kan man bare bede om mere. Domhuskælderen er en klassisk dansk frokostrestaurant, og har man ikke lyst til sild er der i sidevis af mange andre lækkerier der kan få munden til at løbe i vand. Selv er jeg aldrig kommet videre end silden, men fra pålidelig kilde ved jeg at de andre smørrebrødsanretninger heller ikke fejler spor. Hertil Tuborg på fad samt snaps i rundhåndede mål, restauranten har sågar sit eget snapsekort. Så er man mere end småsulten ved frokosttid er Domhuskælderen hermed anbefalet.
         
http://www.domhuskaelderen.dk/ Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.