Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. september 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fem år efter Mandag, 11.09.06

I dag er det fem år siden at sytten terrorister gennemførte et koordineret angreb på USA. Fire passagerfly blev kapret, for at de kunne blive brugt som missiler mod World Trade Center, Pentagon og Capitol. Angrebene på World Trade Centers tvillingtårne blev ætset ind på nethinden af TV-seere verden over, og det er vel de færreste i den vestlige verden, der ikke kan huske hvor de befandt sig da de hørte nyheden om angrebet på USA. I halvanden time brændte tvillingtårnene som en stadig mere osende fakkel, indtil begge tårne til sidst kollapsede og tog næsten 3.000 mennesker med sig i døden. Langt mindre var skaden ved Pentagon, hvor der ganske vist blev slået et stort hul i bygningen ved flystyrtet, men tabene på landjorden var minimale, set i forhold til WTC. Angrebet på Capitol, derimod, blev afværget af passagererne på flyet. Via mobiltelefoner erfarede de om katastrofen ved WTC, og de indså hurtigt, at det ikke var en almindelig flykapring, det her. Med udsigten til at også de skulle sidde på et angrebsmissil ville de være døde, hvis ikke de foretog sig noget. Passagererne gik derfor til modangreb på flykaprerne, med det resultat at flyet til sidst blev bragt til nødlanding uden at der var blevet forvoldt omfattende skade. På en måde kan man sige at disse passagerer var de første til at indse, at flykapringer var gået ind i en helt ny fase. Tidligere tiders gode råd om at forholde sig i ro indtil myndighederne fik forhandlet med gidseltagerne om opfyldelse af deres krav, gjaldt ikke længere. Moderne flykaprere har kun brug for civile til at beskytte sig selv mens de gennemfører deres vanvittige angreb. Og da man som passager ikke ved hvad flykaprernes skjulte dagsorden er, er man i princippet allerede død når flyet kapres, en død der kun kan overvindes ved at overmande flykaprerne. Min fornemmelse siger mig, at det efter 11. september er blevet meget vanskeligere at være flykaprer, og det er ikke bare på grund af de øgede sikkerhedsforanstaltninger. Ved nærmere eftertanke: har vi overhovedet hørt om en klassisk flykapring i den vestlige verden siden da?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.