Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. december 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mobiltelefonens hellige gral Fredag, 08.12.06

Statistisk set har hver eneste dansker en mobiltelefon, idet der findes flere mobilabonnementer end der findes indbyggere i Danmark. Men alligevel har hver 20. indbygger mellem 16 og 74 år stadig ikke nogen mobiltelefon, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det er såmænd ikke fordi de pågældende ikke har råd til en mobil, men ganske simpelt fordi de ikke ønsker sig at være afhængig af mobiltelefonens rådighedsforpligtelse. For nogle er det ligefrem et statement at markere at de ikke ønsker at lade en lille dum maskine bestemme over dem, hvilket egentlig er tankevækkende. For ti år siden var det meget trendy at gøre alle og enhver opmærksom på, hvis man havde en mobiltelefon, med høje ringetoner og lige så høj snak i togkupéen. De fleste har dog heldigvis nu fundet ud af at blærerøvseffekten ved mobiltelefonering er minimal, men det betyder ikke at man er blevet mindre afhængig af mobilen, snarere tværtimod. Det er ganske få der kan modstå reklamernes budskab om, hvor vigtigt det er at være på, og derfor lader deres mobiltelefon følge dem ude og hjemme, og knap nok ved hvordan man slukker mobilen. Senest har jeg selv oplevet et større skænderi om, hvor vigtigt det øjensynligt var at mobilen var tændt om natten, for tænk nu hvis man gik glip af en sms bare fordi man sov! Men det glæder mig nu at der også er andre der har mod og mandshjerte nok til at sige sig fri af mobilens tyranni. Modstræbende skal jeg da også indrømme at jeg fra tid til anden også har en mobil, men den bruger jeg kun til sms, da det ofte er lettere at sende en hurtig besked over mobilen end over mailen. Normalt har jeg så også mobilen slukket når ikke jeg er hjemme, for som jeg plejer at sige: Når jeg ikke er hjemme, så er jeg ikke hjemme, og når jeg er hjemme kan jeg fanges på telefonen - som jo altid har en trofast telefonsvarer ventende når ikke jeg er hjemme. Herudover har jeg altid mobilen slukket om natten, for det er jo de færreste sms-beskeder man behøver reagere på kl. 3 om natten. Derfor vil det være en god nyhed, hvis flere mennesker holder op med at betragte mobilen som den hellige gral, og blot betragter den som den alternative kommunikationsform den rent faktisk er.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.