Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. februar 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Morten Jensen på den lange bane Søndag, 18.02.07

Atletikklubben Sparta har altid været god til at få de unge og fremstormende talenter ind i sin fold. Tænk bare på Wilson Kipketer, og de fleste med interesse for dansk atletik har jo nok hørt om Dennis Jensen, som i mange år har været en af landets bedste 10km-løbere. Dennis dukkede rent tilfældigt op til træning på Østerbro Stadion, og da aftenens program var en Coopertest stillede har forsigtigvis op i andet heat, og bankede den nærmeste konkurrent bagud med mere end en omgang. For øjeblikket er det dog en anden Jensen der skriver historie. Efter at Morten Jensen har skiftet træner til Spartas talentchef Leif Dahlberg ser det allerede ud til at kemien mellem de to er ved at bære frugt. Ved stævnet Pallas Spelen i weekenden 27.-28. januar fulgte Morten op på en udmærket 60m-sprint om lørdagen med et spring nær de otte meter i hans favoritdisciplin længdespring om søndagen. Vinderspringet blev på 7,96 meter hvilket ikke blot var en ganske flot sæsonåbning for Morten, men også et spring ind i verdenseliten, hvor han nu er placeret som nr. 2 på verdensranglisten, kun overgået af ukraineren Valeriy Vasiliev som har sprunget 8,06 meter. Morten hvilede dog ikke længe på laurbærrene, for i dag stillede han op til indendørs DM - der som et kuriosum afvikles i Malmö idet der ikke findes en eneste atletikhal i Danmark med godkendte mål! Morten havde dog svært ved at få sit tilløb til at passe, men det havde aldrig set bedre ud, og hvis marginalerne havde været på Mortens side, kunne der meget vel være blevet sat dansk rekord i længdespring, da nogle af springene lå på over 8,20 m, som Henrik Paulsen skriver på Spartas hjemmeside. Morten blev således 'kun' noteret for et bedste spring på 7,51 meter, men det var alligevel nok til at han kunne vinde sit femte DM i træk. Ikke dårligt af den 24-årige atlet fra Hillerød.

www.sparta.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.