Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. april 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Endnu en dansk bestigning af Eigers nordvæg Mandag, 16.04.07

Frisk fra fad kan man i dag læse på Dansk Bjergklubs hjemmeside at den erfarne bjergrotte Allan Kristensen og det fremstormende unge idol Kristoffer Szilas i sidste uge besteg den berygtede nordvæg på Eiger. Allan og Kristoffer havde længe afventet at der kom gode forhold i væggen, og den 11. april slog de til. Det vedvarende frostvejr havde bundet de fleste løse sten i væggen, men alligevel skriver Kristoffer at de fandt væggen meget løs og dårligt sikret. To dage brugte de på bestigningen, hvor de undervejs måtte overnatte i den legendariske Todesbiwak. På hjemmesiden ses mange flotte billeder fra blandt andet Götterquergang og die Spinne, og meget medrivende fortæller Kristoffer om udstigningen gennem Ausstiegsrisse: "Denne reblængde udgjorde rutens sidste crux og var for svær at klatre i mørke, så jeg ræsede op ad den så hurtigt jeg kunne. Det var helt klart den mest seriøse reblængde jeg nogensinde har klatret. En 20 meter høj kamin bestående af slopende kalkstenslag med verglas og ingen sikringsmuligheder. Jeg fik sat en okay friend i starten og to tredjedele oppe måtte jeg hamre min ene isøkse ind i et iset riss og efterlade den som sikring. De sidste 20 meter af reblængden bød på en small isrende, som jeg måtte klatre med én isøkse, så hver placering blev sat godt til, hvilket jeg først opdagede på standpladsen." Da de nåede toppen var det snestorm og buldermørke, men reblaget klarede sig ned i god behold, til forskel fra et fransk reblag, der mistede en mand under nedstigningen. Det er en fantastisk flot bestigning af denne enorme bjergvæg, der stadig bærer sit tilnavn Mordwand med rette - for ruten er og bliver lidt af et skydetelt!

http://www.danskbjergklub.dk/forum Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.