Det blev desværre ikke i denne omgang at jeg fik min klatredebut i Nissedalen. Ganske som forventet ifølge vejrudsigten regnede hele fredagen væk, men det opholdsvejr der var varslet for lørdagen udeblev desværre. Og da opbrudsstemningen bredte sig i lejren og bil på bil kørte bort valgte vi at følge trop. For dog måske at få en lille smule klatring ud af det foreslog jeg at vi kørte til Kullen for at tilbringe lørdag aften ved klubhytten, et forslag der straks blev antaget af de andre i bilen. Og henad ti kørte vi ind på bjergklubbens grund, til hygge sammen med de andre omkring bålet. Søndag viste vejret sig fra sig absolut bedste side, solrigt, med temperaturer over 20 grader og næsten ingen vind. Så der var naturligvis dømt sydkystklatring. Og her lykkedes det mig endelig at få lavet mine klatreruter. Vi havde ingen fører med, men Karstens Rende behøver man jo ingen fører til (jeg gør i hvert fald ikke). Overraskende nok havde vi hele Karstens Rende for os selv, og det lykkedes mig her at få lavet et par af de gammelkendte ruter. Jeg må dog også ærligt indrømme, at der var meget rust der skulle bankes, for nogen gange gik det lige lovligt hektisk for sig, og jeg mistede til tider overblikket. Men efter hver rute kunne jeg konstatere at der slet ikke behøvede at være så meget hektik over det. Sandsynligvis på grund af den styrketræning jeg har lavet i de forløbne tre år havde jeg ingen problemer med at holde fast i grebene, også dem jeg kun betragtede som hjælpegreb. Ligeså overraskede det mig at jeg stadig var smidig nok til at kunne udnytte de høje trin, så selv om jeg måske ind imellem pustede lidt kunne jeg efterfølgende mærke at min krop var fysisk stærk nok til klatringen; jeg havde ikke engang nogen ømhed eller muskulær træthed hist og pist som jeg ellers tidligere ofte havde når jeg klatrede. Så nu skal jeg bare have banket en ordentlig omgang rust, for tilsyneladende er det hverken styrken eller teknikken der er min begrænsende faktor.