Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. september 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En god og afslappet løbemåned Søndag, 30.09.07

Efter den første måned over 100 km i mange år i august har jeg uden dårlig samvittighed kunnet 'rulle af' her i september uden at komme i konflikt med min minimumsmålsætning. Faktisk har det været en rigtig god og afslappet måned, hvor jeg uden problemer nåede op på 68 km, hvilket var en halv gange mere end minimumsmålsætningen. Medvirkende til det gode indtryk jeg har af denne måned har været, at jeg har løbet langt det meste af månedens træning i skoven eller på grusstier. Bortset fra min årlige deltagelse i DHL stafetten og en enkelt tur om ad Taffelbays Allé har jeg løbet alle månedens ture i Dyrehaven. Det er nu en helt anden oplevelse at løbe herude på en hverdagseftermiddag, hvor man næsten har hele skoven for sig selv. Oprindeligt havde jeg min standard 8km rute, hvor jeg løb fra Klampenborg over Eremitagen, Ulvedalene og Bakken tilbage til Klampenborg, men efterhånden løber jeg lige så ofte min 3 km længere rute over Raadvad til Eremitagen og så videre hjem som ovenfor. Jeg var efterhånden kommet ind i en god rytme med at tage i Dyrehaven på min torsdags-frieftermiddag, men her den sidste halve snes dage er mine Dyrehaveture blevet indstillet på grund af de ustabile togforbindelser til Klampenborg. Jeg nærer dog håb om, at der på et tidspunkt kommer styr på det, for jeg nærer intet specielt ønske om at stå og vente tyve minutter på Klampenborg mens jeg er drivvåd af sved. De sidste dage har jeg været her i Tokyo, men selv om jeg har haft løbeskoene med i bagagen, og jeg hver aften ser adskillige jogge forbi på det brede fortov udenfor hotellet, har jeg endnu ikke taget mig sammen til at komme ud og løbe her i Japan. De otte timers tidsforskel gør at jeg aldrig rigtigt føler mig helt på toppen, og jeg føler mig heller ikke klar på bare at jogge en tur. Nu må vi se hvad den næste halve snes dage giver, hvor jeg bevæger mig ud i landet og skal tilbringe fem dage i Matsumoto i de japanske alper.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.