Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. oktober 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Under sydlige himmelstrøg Lørdag, 13.10.07

Jeg nåede kun lige at være hjemme i knap tre dage, så var jeg på farten igen. For efter det anstrengende arbejde jeg havde udført i Matsumoto var det på tide med lidt ferie! Tre af drengene fra Team Aberjaro havde sat sig for at tage ned og klatre kalk i Sydfrankrig i efterårsferien, og egentlig havde jeg også haft lyst, men havde meldt pas fordi jeg mente det ville komme for tæt på Japanturen. Men da så deres fjerdemand måtte melde fra efter at flybilletten var købt og betalt blev jeg nødt til at forbarme mig og overtog hans flybillet. Egentlig havde jeg regnet med at turen gik til Buis-les-Baronnies som sædvanlig, men Mads, der var tur-koordinator, havde fra pålidelig kilde erfaret, at der blot en god times kørsel fra Marseille fandtes et fint lille klatrested ved navn Chateauvert, så det område skulle de ned og checke ud. Det gjorde dog ingen trille for mig, jeg skulle bare ned og nyde livet, klatre en rute eller fem og drikke noget at den gode franske rødvin til lokalpriser. Så det var planen. Meget tidligt om morgenen samledes tre af os i toget over sundet, og efter nogle genvordigheder med at fange hinanden blandt de forsinkede tog kom vi til sidst til Svågertorp, hvor vi blev samlet op af Jacob, der kørte os det sidste stykke vej til Sturup lufthavn. Mads havde fundet frem til, at Ryanair fløj direkte fra Sturup til Marseille til en ganske favorabel pris, men selvom prisen ikke var nogen afgørende faktor for mig var det ganske behageligt at vi blot to timer senere kunne lægge an til landing et stenkast fra Middelhavet. Herligt at være i Sydfrankrig igen. Udlejningsvognen stod klar som bestilt, så det var stadig formiddag da vi kørte op til det provencalske højland. Vi klatrede ikke den første dag, men brugte i stedet tiden på at se de forskellige klatresteder an inden vi trillede ud til den ultralille kommunale campingplads i Correns. Vi fik vort eget hjørne, og med kort, chips, førere og bajere på bordet tegnede alt til at det skulle blive en god ferie.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.