Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. januar 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nye posttakster aflyst? Fredag, 04.01.08

De fleste år plejer den 2. januar at være datoen hvor postvæsenet justerer deres takster (læs: sætter priserne op). Post Danmark har jo en udpræget hang til at kalde ting noget andet end det de skriver, men det vender jeg tilbage til. Årets folder, som jeg modtog i dag, bringer dog ikke spor nyt om nye posttakster, men blot om nye servicetilbud til samtlige husstande, kontorer og butikker. Men hvad er det så for nye servicetilbud, postvæsenet har behov for at reklamere for? Jo, bortset fra en række tiltag for godtfolket på landet er det eneste tilbud til kunderne i byerne, ja, jeg citerer: Vores service skal matche kundernes krav. Det er årsagen til, at vi fra nytår har indført nye servicetilbud. For alle vores private kunder i hele landet betyder det, at du fremover skal hente og betale pakker, der er sendt som postopkrævning, og toldforsendelser på posthuset. Interessant! Skulle der nu være opstået et kundekrav om, at man fremover selv skal hente en del af posten på posthuset og ikke længere kan få posten leveret? I det omfang der overhovedet er et posthus i nærheden, der ikke er blevet lukket i de senere år. Det er en lige så pudsig 'serviceforbedring' som 50%-stigningen i strafportogebyret for at smidiggøre postbesørgelsen, og en gebyrstigning som selv Post Danmarks Team Porto, som jo sender disse regninger, ikke kan gøre rede for. Og nu apropos strafporto - når nu Post Danmark finder det vigtigt at informere hele landet om, at postopkrævningsforsendelser nu tilbydes som selvhenter (hvilket man nok i forvejen ville få at vide sammen med anmeldelsen), så ønsker man måske at hemmeligholde mulige portostigninger? Jeg ser kun to forklaringer på dette: enten at man ønsker at score rigtig mange penge på strafportoregninger i fremtiden, eller også har man udskudt portostigningerne på grund af den elendige postbefordring der har været de seneste måneder, hvor det kan tage op til seks dage at fragte et brev fra Høje Taastrup til Østerbro. Logikken siger mig at man har skrinlagt portoforhøjelsen, da det matcher bedst med reklamefolderens påstand om nye servicetilbud. Men på den anden side, med postvæsenets vane om at sige et og mene det helt modsatte, kan man jo aldrig være helt sikker.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.