Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. maj 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Høje planer for Nordhavnen Torsdag, 15.05.08

FN har jo i forvejen sat sig på en god bid af havnen, især det europæiske centrallager for Unicef fylder godt op i Frihavnen over for Nordhavn station. Nu har FN så planlagt at samle alle sine danske aktiviteter i et nyt stort kontorbyggeri i havneområdet omkring Marmormolen og Langelinie. Arkitektfirmaet 3 X Nielsen har sammen med Arealudviklingsselskabet og ATP fremlagt planer for et nyt byområde med erhvervsbygninger, et hotel og et 140 meter højt højhus, det hele forbundet af en 160 meter lang gangbro i 65 meters højde over et af havnebassinerne. Der er ingen tvivl om, at hvis byggeriet realiseres vil både højhus og gangbro blive et vartegn for denne del af havnen, der ellers hidtil blot har været brugt til lager. Men projektet har også fået kritiske røster frem på banen. Knud Elnegaard Josefson, der er talsmand for foreningen 'Københavnere mod Fejlplacerede Højhuse' udtaler til Østerbro Avis, at "det er forkert at bygge så højt i et historisk følsomt område, man burde i stedet satse på et projekt, der inddrager det historiske og autentiske i havneområdet." Det er godt nok en gang ammestuesnak denne talsmand kommer med her, for man kan da ikke i ramme alvor påstå, at det er et historisk følsomt område der påtænkes bebygget med højhus og kontorbygninger. For mindre end 150 år siden var det pågældende areal hav, indtil man i slutningen af det 19. århundrede lavede opfyldninger i bugten og flyttede Frihavnen herud, ledsaget af industrivirksomheder som fx. Østre Gasværk. Området har altid været et erhvervsområde, lige siden det dukkede op af havet, så at man nu påtænker erhvervsbyggeri her er da i høj grad i samklang med det historiske og autentiske for området. For mig at se drejer det sig for Knud Elnegaard Josefson ikke om at være kritisk over for fejlplacerede højhuse, men over for alle højhuse, hvorend de så måtte blive planlagt placeret. I den henseende burde han hellere kalde sin forening for "Foreningen til Modstand mod Højhusbyggeri i København".

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.