Det havde været vort håb at vi kunne flyve til Skardu, men da dette ikke var muligt blev vi nødt til at køre med bus hele vejen ad Karakoram Highway i stedet. Så i stedet for at nøjes med at flyve en time måtte vi busse den, med mellemliggende overnatning i Besham. Så fredag aften nåede vi endelig frem til Skardu, hovedstaden i Baltistan, hvorfra vi efter en hviledag skulle videre med jeeps på grund af vejens beskaffenhed. Efter morgenmaden bordede vi jeepsene, og i en stor støvsky forlod vi Skardu. Først fortsatte vi ad hovedvejen, men snart krydsede vi Indus over en af de traditionelle stålbroer, og satte så kurs mod Shigar dalen. Først måtte vi dog gennem en solid sandstorm for at krydse sletten nord for Indusfloden, omend det ikke lod til at genere vores chauffør. Selv om vi knap kunne se vejen foran os blev vi jo nødt til at krydse sletten, og det måtte vi hellere få overstået hurtigst muligt, så de gamle jeeps piskede gennem sandstormen, ligesom det fine sand piskede ind overalt i den åbne vogn. Snart fandt vi dog læ inde i Shigar dalen. Det var ellers en fin måde at rejse gennem landet på, omend FDM næppe ville godkende denne form for persontransport. Sikkerhedsseler var der selvfølgelig ikke nogen af, og i stedet for styrtbøjle var der bare en fuglebursagtig konstruktion af stivere, som kun tjente til at holde kalechen oppe. Intet i instrumentbrættet virkede, men køre, det kunne jeepen! Vejen til Askole er berygtet for at blive afbrudt af bjerg- og jordskred fra tid til anden, og vi slap da heller ikke fri. Cirka 40 km fra Askole havde et enormt bjergskred afspærret vejen over et par hundrede meter, og det var tydeligt at se at det ikke var længe siden, for den alternative fodsti over skreddet var knap trådt fast endnu. Trods skreddet var infrastrukturen nærmest intakt. Selv her i den totalt øde floddal var bærere strømmet til fra alle sider og var i færd med at bære læs fra den ene side af skreddet til den anden, hvor der var jeeps der ventede for den videre fremfærd. Det var jeeps, som var blevet fanget i den øvre del af dalen bag skreddet, og det var ikke til at vide hvor mange måneder det ville vare før de kunne komme til næste service. Men så længe der blev slæbt jerrycans med diesel på menneskeryg over skreddet kunne de køre indtil videre. Det var overraskende at se hvor effektivt denne forhindring blev tacklet. Vejen var spærret af tusinder af tons af grus, sten og blokke i en lavinekegle på 30-40°, og ville næppe blive åbnet igen i denne sæson, men vi blev alligevel næppe mere end tre kvarter forsinkede. Hvis vi skal ud igen samme vej bliver det interessant at se hvor meget der kan blive ryddet på den halvanden måneds tid vi er oppe i Baltoro.