Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. juli 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Camp 1 med forhindringer Lørdag, 12.07.08

Det var meget mørkt da jeg i halvsøvne hørte skridt udenfor teltet, senerehen en gang til. Sandsynligvis Klaris på vej til og fra teltet, for da jeg stod op var de begge to væk. Det var endnu en dag med fint vejr, og over walkien fulgte vi med i Klaris og Urths ekspedition op mod Camp 1. Kl. 12 fik vi en alarmerende melding over walkien. De to loads, som de to højdebærere Urth havde hyret til at bære bagage op til camp 1, havde Klaris og Urth fundet efterladt i ABC, to timer før Camp 1, og hvad værre var, så så det ud til at alle brænderne manglede. Vi tog skridt til at eftersøge dem hernede, og ved walkien en halv time senere havde vi fået vished om, at de hverken lå deroppe eller hernede. Vi havde fået kontakt med en polsk ekspedition med tre telte i Camp 1, og hos dem kunne de uden tvivl låne en brænder. Umiddelbart efter gik Amjad og jeg til deres højdebæreres lejr for at få en forklaring, så der kunne tages hånd om opgaven hernedefra. Lokal kommunikation på bjerget er nu en god ting. Højdebærerne holdt til i den øverste lejr, og egentlig kunne dette passende være en opgave for vores basecamp manager, men idet jeg alligevel befandt mig i BC var det naturligt at jeg som leder påtog mig den. Vi fik en lang sludder for en sladder - det viste sig at ingen af de to var højdebærere, den ene var køkkendreng og den anden guide, så de havde påtaget sig en opgave de slet ikke havde fysikken til. De havde derfor overladt opgaven til en af guidens kammerater de tilfældigvis havde mødt, og han havde taget brænderne og et par andre småting for at bringe dem til Camp 1 i første omgang. Så bare rolig, de skulle nok få grejet til Camp 1. Jeg sagde, at det håbede vi meget, og jeg så frem til at få det bekræftet næste gang vi havde radiokontakt med drengene. Kl.19 meldte de sig på walkien igen - de havde i løbet af eftermiddagen fået etableret Camp 1, og nu havde de fået brænderne, så de kunne klare sig indtil næste dag. Men resten af gearet havde de ikke set noget til, så hvis ikke det kom til lejren samme aften ville de selv hente det næste morgen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.