Klokken havde passeret midnat med et kvarter da walkien vågnede til live. Vi var nu i høj grad i gang med topforsøget. De havde nemlig forladt Camp 3 allerede kl. 18.30 og var nu nået til Camp 4, hvor de havde brudt ind i et polsk telt og lå og lavede cacao over egen medbragt brænder. Her blev de liggende tre en halv time og fyldte væskedepoterne op inden de gik videre og kunne gå i gang med traversen. Halv ni meldte de at de nu havde afsluttet traversen og var nået frem til topgraten i 7795m højde. Urth havde som forventeligt temmelig kolde fødder, mens Klaris stadig havde det helt fint. De næste små hundrede højdemeter ville blive rigtig spændende, for der var rigtig mange hold, som havde vendt i 7850m. Vi regnede med at høre fra dem i løbet af de næste 3-4 timer, men walkien forblev tavs. Minutterne og timerne tikkede væk, alt som vi nærmede os den aftalte cut-off tid kl. 14. Om der mon var sket en ulykke? Endelig, et minut før lukketid, kom walkien til live igen. De havde nået toppen! Base Camp eksploderede i jubel, alt som de rapporterede fra toppen i 8035m højde. Der var ikke meget vind deroppe, så de kunne stå med åben jakke. De var helt alene på bjerget, de nærmeste andre folk var rumænerne, som havde ligget i Camp 3 og som nu sandsynligvis var på vej mod Camp 1. Der var tårevædet knus hele vejen rundt - os tre tilbageværende danskere i BC, Amjad, hele køkkenfolket og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Der var ny højderekord til både Klaris og Urth, vi var nu den mest succesfulde ekspedition i denne sæson, da der ikke var andre, som havde fået fem mand på toppen, og ikke mindst var der tale om den første danske bestigning af Gasherbrum 2. Det var en stor præstation, men over walkien formanede jeg dem om, at de ikke var færdige endnu. De var kun nået halvvejs, og nedstigningen er som bekendt oftest den vanskeligste del. Men de lovede at passe på og stige ned med stor forsigtighed. Allerede 2½ time senere var der liv i walkien igen - de var allerede nået ned til traversen, og det gav forhåbninger om at de kunne nå tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Kl. 18.35 nåede de frem til Camp 4, hvor de atter tog en pause for at koge. Vi kunne efterhånden høre på dem at de var rigtig godt trætte, men de var ikke i hus endnu, i hvert fald ikke i deres eget. Endelig, kl. 22, kunne de meddele os at de nu var nået i sikkerhed i deres eget telt i Camp 3. 27½ time havde de været undervejs siden de aftenen før havde startet topforsøget, men de havde sgu gjort det, de unge drenge! Jeg havde ganske vist været undervejs et lignende tidsrum da jeg året før havde besteget Mt. Fuji, men selv om der havde været tre gange så mange højdemeter her var det slet ikke at sammenligne med G2. På Fuji kan man jo sagtens gå og småsove på stierne, den slags slipper man næppe godt fra på G2!