Vel fremme i Skardu havde Erik og jeg atter vore opgaver, da vi skulle til debriefing hos militæret, men herudover tog vi også ind til byens højeste myndighed, en form for borgmester, hvor Amjad ville afrapportere om sine indtryk fra bjergene. Man må sige han vil noget, for borgmester eller ej gik Amjad lige i flæsket på ham, og udviste ikke nogen tilbageholdenhed med at fortælle hvad der kunne, burde og skulle ændres. Og da borgmesteren på et tidspunkt sagde at han kun kunne foretage sig noget hvis han fik en skriftlig klage fandt Amjad hurtigt et stykke papir frem, og inden længe kunne en skriftlig klage afleveres direkte til borgmesteren. Han er nu fantastisk, ham Amjad. Ikke bare er han en fortrinlig diplomat, han går også med en lille politiker i maven. Hvis Pakistan havde politikere af Amjads kaliber ville landet have en langt bedre regering. Men det er selvfølgelig let at påstå som udenforstående. Så var tiden inde til at vende næsen mod Islamabad. Der var ikke plads på flyet og lang venteliste, så vi måtte indstille os på at skulle busse ned ad Karakoram Highway igen. Det tog lang tid at skaffe en bus, da der tilsyneladende var mange andre som havde opgivet at flyve til Islamabad, men til sidst lykkedes det at få fat i en Toyota Coaster, en bus af samme type som vi i sin tid var kørt fra Islamabad i. Og så kunne vi påbegynde den lange tilbagerejse. Som var noget mere kedelig nu hvor nyhedens interesse havde lagt sig. Vi nåede frem til Chilas inden solnedgang, og indlogerede os på Indus View Hotel, et resort i hotelgruppen Shangrila, hvis resort ovenfor Skardu vi også havde besøgt få dage forinden. Det var et dejligt sted, med tæppebelagte, jordstampede gulve og møblement støbt i jordblandet beton, alt for at give et skær af landlig autencitet. Det kunne ikke skjules at det var noget turistificeret, men det virkede, hvilket dog ikke kunne garanteres med strømforsyningen. Der var kun dobbeltværelser, så jeg delte værelse med Amjad, hvilket ikke skulle forhindre mig i at falde i søvn med det samme.