Navigation:    
Start  >  Blog 
> 17. oktober 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Overvågningssamfundet - en realitet eller en indbildning? Fredag, 17.10.08

Jeg plejer normalt at være fortaler for, at det iranske samfund ikke er så slemt at leve under som det normalt fremgår af medierne. Men alligevel sker det fra tid til anden at også jeg kommer i tvivl. Det er alment kendt at der ikke er noget, der hedder pressefrihed i Iran, og at både medierne og i et vist omfang også befolkningen lever under censur. Men selv et samfund med censur har normalt også sine regler, og en af disse regler en, at magthaverne som udgangspunkt regner med at befolkningen på alle måder prøver at undgå censuren. Det er ganske vist ikke noget jeg har bemærket i det daglige når jeg har været her i Iran, men i dag blev jeg alligevel på flere måder opmærksom på den overvågning, som måske eksisterer i det skjulte. I forbindelse med UIAA møderne her i Teheran havde jeg i dag en længere snak med en af stewarderne fra den iranske bjergklub, hvor samtalen naturligvis hurtigt blev drejet fra bjergene til iranske samfundsforhold. På et tidspunkt, hvor vi var inde over religiøse forhold, nævnede han henkastet at man her i Iran ikke bør diskutere religiøse emner når der er skæggede mænd til stede. Jeg forstod hans vink, for i den modsatte ende af kontoret sad en fyr med velplejet fuldskæg, og senere kunne stewrden også fortælle at fyren med skægget kom fra politiet. Om det så var det almindelige politi, det religiøse politi eller det hemmelige politi, som stewarden havde omtalt hans tilhørsforhold i spøg var det dog op til mig selv at vurdere. For var det en spøg? Og hvis han var fra politiet, hvorfor var han så her? For at overvåge at disse mange udlændinge her ikke spreder uhensigtsmæssige informationer? Resten af dagen var jeg også mere på vagt end jeg normalt bryder mig om. Om aftenen skulle vi ud og besøge konferencens hovedsponsor Shahrvand, der er en af Irans største supermarkedskæder, og netop som vi skulle forlade hotellet kom stewarden fra før hen og spugte mig om ikke det var for koldt, at jeg måske burde tage en jakke på. Eller var det fordi han fandt min Under Armour T-shirt måske kunne være for upassende i politiets øjne? Jeg ved det ikke, men politimanden fra før sad 'tilfældigvis' skråt over for mig i bussen, ligesom der var usædvanligt mange vagter i supermarkedet den aften. Og endelig, sidst på aftenen, da jeg på hotellets internet ville checke min profil på mit kontaktforum for fyre var det umuligt at få adgang, da den iranske regering havde spærret for adgang til siden på grund af, hvad de kaldte 'upassende indhold'. Er det mon mig som er blevet paranoid, eller har jeg blot set for mange kriminalfilm på tv det sidste par dage?


Udsigt fra receptionen på taget af Shahrvand.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.