Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. november 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Charmeoffensiv til Iran og Egypten Onsdag, 19.11.08

At blande sport og politik har altid været en noget kilden affære, lige siden de Olympiske Lege i Berlin op til 2. Verdenskrig blev taget som gidsel for at demonstrere nazismens lyksaligheder. Derfor er det et skridt ud på noget gyngende grund, som Dansk Brydeforbund tager nu, hvor forbundet til februar sender det danske brydelandshold til Iran og Egypten som en charmeoffensiv forud for næste års VM i Herning. Forbundet lægger ikke skjul på at rejsen naturligt nok kan tolkes som havende et politisk øjemed, men sport har altid været en god katalysator for at bringe folk og folkeslag sammen. Og når nu vore politikere gør deres bedste for at vende ryggen til og slå hånden af store dele af den øvrige verden, så kan man ikke undlade at tage hatten af for dette initiativ, der måske kan få disse brydeglade muslimske lande til at få et andet billede af Danmark end det negative, som vores regering jo er så glad for at udsprede. Og måske vores regering har indset at det er nødvendigt med denne charmeoffensiv for at rette op på tidligere synder, for Kulturministeriet har indvilget at spytte i bøssen og har bevilget 350.000 kr. som støtte til projektet. På den anden side havde regeringen jo intet imod at støtte dansk deltagelse i de Olympiske Lege i Beijing, til trods for at Kina har et mindst lige så anstrengt forhold til menneskerettigheder som Iran har. Men Kina køber selvfølgelig også flere varer hos os, selv om dette jo ikke burde have nogen betydning, eller...? Men overordnet set tjener rejsen et sportsligt formål. Landsholdsbryderen Rune Nilsson udtaler til Politiken, at "de to stævner i Iran og Egypten er den perfekte forberedelse forud for EM i Vilnius i marts og april og til VM i Herning i september". Iran er en af de bedste brydenationer i verden, så Rune Nilsson håber at tage ved lære af modstanderne. Allerede nu har stævnet i Iran opnået stor bevågenhed, og det ligger fast at der vil blive sendt direkte reportager i iransk tv. Risikoen for at brydeforbundets rejse bliver kædet sammen med præstestyret i Iran tager partierne herhjemme overraskende afslappet. Selv Dansk Folkeparti ser positivt på rejsen, og partiets ordfører Søren Espersen udtaler frit, at "al sportsudveksling er glimrende". Men inderst inde har han vel heller ikke noget imod at andre slukker den brand hans parti selv har været med til at tænde.

www.brydning.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.