Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. december 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Jubilæumstur på Söderåsen Mandag, 15.12.08

For godt og vel ti år siden var jeg på den første vandretur i Sverige sammen med Allan. Ideen hertil var kommet på en bjergtur med Anders Gimand til Gasenried og mod Bordierhütte, hvor Allan var kommet med som tredie hjul til gig'en; han ville gerne ned og se sig om i Alperne, og da Gasenried var et temmelig ukompliceret sted mente jeg nok jeg kunne slippe ham løs der. På den tur ytrede Allan ønske om at prøve at komme op at vandre i Lappland, og det var jo noget der vakte gamle minder til live hos en skabs-fjeldvandrer som jeg. Men for at se om han nu også havde magt som han havde agt mente jeg lige vi måtte prøve vandringen af under mere 'civiliserede' forhold, og i juli 1998 tog vi over for at vandre en weekend på Skåneleden. Sidenhen har Allan fulgt med på mange vandreture i Sverige, og han har også været med på langt de fleste af etaperne på min fortsatte vandretur på langs af Sverige. Ambitionerne om at tage på en fælles vandretur i Lappland har i overvejende grad holdt ved siden, omend de gradvist vanskeligere ture, som har fulgt i takt med at vi har bevæget os nordpå gennem Sverige, tilsyneladende har kølnet interesen noget. I stedet har han tit og ofte punket mig for at lave vores oprindelige tur på Söderåsen igen, men som bekendt er jeg temmelig tilbageholdende med at lave den samme tur igen, når nu der ligger så mange andre ukendte vandreruter at opdage. Men alligevel gav jeg mig til sidst, og vi kunne gentage vores første tur for at fejre de ti første år. Imidlertid var jeg jo i Pakistan her i juli, og vi skulle således helt frem til december før det blev opportunt at gentage denne første tur. Jeg tror dog det var vores begges opfattelse, at der var løbet meget vand gennem Skäralid på de ti år; for Allans vedkommende var turen ikke helt så udfordrende som den havde været i sin tid, og for mit eget vedkommende må jeg sige at vandreterrænet nu er mere spændende nordpå, end her på Skåneleden, hvor meget af vandringen er transportstrækninger mellem de mest interessante lokaliteter. Men alt andet lige var det nu et par hyggelige (og lange) aftner og nætter på overnatningsstederne!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.