Efter anden verdenskrig har Tyskland haft lidt svært ved at få et afslappet forhold til historien, og hvad der alt skete under den anden verdenskrig. Ganske vist var Hitler ikke blandt Guds bedste børn, men i takt med at hans folk og denne tids generation uddør burde det være på tide at gå videre. Men mange nutidige tyskere bærer stadig på et stort skyldkompleks fra dengang. Lige syd for Brandenburger Tor er der opført et stort mindesmærke for de mange jøder, der blev myrdet undet Hitlers regime, men der var også mange andre befolkningsgrupper der ikke blev fundet ariske nok. På den modsatte side af Ebertstrasse er der således en mindeskulptur for de mange homoseksuelle der blev sendt samme vej som jøderne, og i nabolaget er planlagt at opføre et mindesmærke for romaerne. På en måde fint nok, men samtidig er det lige før det er for meget, for idet det jo var alle, der ikke var ariske nok, som blev forfulgt, er der altså minoriteter nok, der kan føle sig berettiget til et mindesmærke. Om ikke det ville være mere praktisk, blot at rejse en skamstøtte over nazismen? Nok ikke, for i visse kredse vil en sådan nok blive betraget som et mindesmærke og ikke en skamstøtte.
Nå, men hvorom alting er, så måtte jeg naturligvis kigge nærmere på denher skulptur for forfulgte homoseksuelle. Umiddelbart en simpel og skæv kubistisk granitblok, men med et vindue ind til blokkens indre, hvor der i sløjfe vises en gammel sort/hvid film om to mænd der kysser. Et simpelt budskab om kærlighed, men samtidig et dystert minde om, at i nazitiden var kysseri mellem to mænd nok til at man kunne blive sendt til Theresienstadt. Jeg må indrømme at jeg aldrig har forstået, at nogen mennesker kunne have noget imod at to personer kan lide hinanden, heller ikke at der skulle være noget galt ved at vise det offentligt med bare et lille kys. Men sådan var det i nazitiden, og desværre stadig i mange andre samfund her i det 21. århundrede. Efter anden verdenskrig fik jøderne deres fristed da staten Israel blev oprettet, mens vi homoseksuelle måtte vente mange år før vi kunne blive alment accepteret - og så tilmed kun i enkelte bydele, og noget fodslæbende i enkelte stater. Jøderne kan frit rejse til Israel hvis de føler sig forfulgt på grund af deres religion, mens det stadig er de færreste stater som anser forfølgelse på grund af seksuel orientering som en gyldig asylgrund. Selv tyskerne havde ikke specielt travlt med at fjerne forbuddet mod homoseksualitet, og paragrat 175 i den tyske straffelov eksisterede helt frem til 1969 som den havde gjort det under nazismen. Det var tilmed først i 1994 af bøsser fik de samme rettigheder og samme lavalder som heteroseksuelle, som led i tilpasning af lovene mellem Vesttyskland og DDR, som havde givet seksuel ligeret for bøsser seks år forinden.

Monumentet i Tiergarten for homoseksuelle.