Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. april 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  eBay - mere end bare forretninger Tirsdag, 28.04.09

For to år siden var jeg i Californien for første gang, hidlokket af de billige flybilletter som Lufthansa sælger ved juletid, men dengang i marts var der stadig for meget sne i bjergene til at jeg kunne tænke på noget seriøs bjergbestigning. Men når jeg om halvanden uges tid tager til San Francisco og Californien igen skulle der være bedre muligheder. En af mine canadiske bekendte har sagt at det ikke er for tidligt at tage i højbjergene i maj, og for nogle uger siden viste det sig at Chris, en af mine faste leverandører i eBay, selv havde besteget Mt. Whitney tilbage i september 2003. Mt. Whitney er det højeste bjerg i USA uden for Alaska, og det ville selvfølgelig være et passende og efterstræbelsesværdigt mål at gå efter. Selv om det næppe har været hensigten fra eBay's side, er det lidt overraskende, hvor ofte at det, der starter som et rent forretningsmæssigt forhold, udvikler sig til et venskab på det mere personlige plan. Ganske vist har jeg ikke mødt Chris personligt endnu, men Mt. Whitney skulle vise sig at være den katalysator der kunne bringe os tættere på hinanden. Chris er ganske vist ikke nogen egentlig bjergbestiger, og slet ikke en klatrer, og at han besteg Mt. Whitney, på et tidspunkt hvor han på nær et år havde den alder jeg har nu, giver inspiration om at jeg kan få besteget Mt. Whitney ad en noget mere spændende rute end normalvejen, også selv om der stadig skulle ligge lidt sne. Jeg går stærkt ud fra at vi udnytter mit kommende besøg i San Francisco til at kunne mødes face to face og udveksle erfaringer så jeg kan få sidste nyt om Whitney inden jeg tager derud sammen med Erik. Naturligvis har jeg så også shoppet forbi hans udbud på eBay, så jeg på den måde kan spare forsendelsesomkostningerne og eventuel told og moms, og derved få en ny forsyning singletter og andet godt til de kommende ture i de californiske bjerge. Og jeg må nok også belave mig på at give noget den anden vej, for rent faktisk fylder Chris 50 år i dag, så jeg må vel hellere udvælge en passende erkendtlighed i den anledning.


Chris på toppen af Mount Whitney.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.