Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. maj 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Østpå fra Charlottenberg Fredag, 29.05.09

Ganske vist var det kun godt og vel en uge siden at jeg var kommet hjem fra Californien, men jeg var stadig i en periode hvor jeg uden større vanskeligheder kunne tage på tur. Og da jeg jo plejer, her i foråret at tage op og vandre en stump af min lange vandring op gennem Sverige, ville det være for dumt, ikke at benytte lejligheden til at få afviklet nogle flere kilometer i det svenske. Så med mindre end en uges varsel bookede jeg en plads på toget til Charlottenberg, og her til aften startede jeg ud på min fortsættelse videre nordpå. Eller rettere østpå, da det var min hensigt at vandre til Torsby, hvorfra jeg ville kunne fange Hovfjällsleden når jeg til sin tid ville fortsætte nordpå. Jeg var fremme i Charlottenberg klokken syv, men der var lige en spidsrod af fristelser i form af pizzariaer jeg skulle forbi inden jeg kunne forlade byen. Så der gik næsten en time før jeg kunne lægge byen og dens pinseferiestemning bag mig. Det var en dejlig aften, hvor den lave sol spillede over de bløde bakker og badede landskabet i et blødt lys, sådan som det først for alvor bliver når man kommer nordpå. Mod sædvane var jeg denne gang taget alene afsted, men det havde nu flere årsager. Dels havde jeg på forhånd vurderet at denne etape nok primært ville være en transportetape, hvor jeg skulle vandre ad de mange grusveje heroppe, og kun i begrænset omfang komme ud i terrænet, og dels er det nu noget lettere at lave et sådant hurtigt raid når man kun skal planlægge for sig selv. Og endelig var det rart at kunne tage gode bøffer med, uden at skulle høre for, om ikke det var for dyrt! Trods det at jeg startede vandringen henad otte var der dog masser af lys helt frem til lejren, omend solen nåede at gå ned en halv time før lejren. Med det fine vejr nøjedes jeg med at slå inderteltet op, og det var ren hygge at ligge i teltet med en dunk vin og betragte de røde skyer på himlen og mørket, der langsomt sænkede sig over skoven, alt mens myggene frustrerede forsøgte at kæmpe sig gennem myggenettet.


Første overnatning lægges nær Billan og den norske grænse.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.