Navigation:    
Start  >  Blog 
> 5. juni 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Lille selskab - lille fly - stor service Fredag, 05.06.09

Da jeg oprindeligt planlagde denne vandretur til Värmland var det tanken at jeg skulle have fortsat helt til Likenäs ved Klarälven, med mellemliggende proviantering i Torsby. Men så erfarede jeg at der var almindelig ruteflyvning til og fra Torsby, hvilket jeg nu besluttede at benytte mig af. Som sagt så gjort, og da jeg nåede frem til Hovfjällsleden på den sydligste stump af højdedraget med samme navn krydsede jeg blot tværs over åsen og steg ned til flyvepladsen på den anden side. Det er godt nok første gang at jeg har afsluttet en vandretur i en lufthavnsterminal, men hvorfor ikke? Den nybyggede terminal i Torsby er dog ikke verdens største, og ikke meget større end et almindeligt parcelhus. Ikke et øje var der i terminalen da jeg kom tre timer før afgang, men der var gratis kaffe og tv'et på væggen gav lydtapet til det tomme venteområde. Først tre kvarter før afgang kom den næste rejsende, og kort efter kom indcheckningspersonalet. Intet bøvl med billetter, de skulle bare se om mit navn stod på listen over de rejsende. Hvilket var ganske overskueligt, da vi kun var tre der skulle med flyet. Så der var masser af plads i den lille 19-sæders maskine fra Nextjet. Piloten gav lige sikkerhedsinstruktionerne inden han satte sig ind foran, og så gik det afsted. Tolv minutter efter start landede vi igen, da vi lige skulle have en mellemlanding i Hagfors ved Klarälven, 35 km borte. Her kom yderligere to passagerer ombord, og så kunne piloten også give den som stewardesse, da han gik i terminalen, som her var på størrelse med et middelstort sommerhus, og hentede dagens post samt to madkurve, den ene med to termokander med kaffe og the, den anden med små madpakker med sandwiches og juice. Begge kurve blev sat på forreste sæde, og så kunne man selv forsyne sig. Gratis! Her kan SAS ikke være med! Nextjet er et ganske lille selskab, og det virker næsten som om både flyet, selskabet og terminalen i Torsby er ejet af kommunen, da der er meget kommunal information i terminalen og hyppig omtale af Torsbyflyet i den kommunale information. Og at have en sådan direkte forbindelse til Stockholm er egentlig ganske godt klaret af en flække med under 7.000 indbyggere og under 13.000 for hele denne Värmlands største kommune. Måske de er bange for at blive hægtet af landkortet, al den grund at indbyggertallet i Torsby forventes at falde med 20% i løbet af de næste 15 år?
www.nextjet.se.com Link ikke længere aktivt!
www.torsby.se

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.