Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. august 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Politiet trænger ind på kirkeligt område Torsdag, 13.08.09

Ved en større politiaktion i nat blev Brorsonskirken på Nørrebro ryddet. Kirken har ellers i over to måneder været beboet af en gruppe herboende irakere, der ellers var blevet udvist af landet, men som havde valgt at søge tilflugt i kirken for at forhindre udvisningen. Og det er klart, at denne bortfjernelse af irakerne med politimagt har skabt dønninger i samfundet, især når det skete på Nørrebro, hvor ting oftest har det med at eskalere ud over det rimelige. For selvfølgelig troppede gadens parlament op for at forhindre bortfjernelsen, hvilket medførte regulære kampe mellem demonstranterne og politiet. En enkelt demonstrant blev ramt af gentagne knippelslag så hun fik blå mærker, og hun agter nu at klage over politiet. Men som man ligger, har man redt. Når man tropper op og deltager i en uanmeldt, og dermed ulovlig, demonstration, må man være forberedt på at man vil blive flyttet. Og at politiet bruger peberspray når man ikke efterkommer truslen herom, såfremt man ikke rydder gaden. Og at politiet bruger stavene når man ikke efterkommer truslen herom, såfremt man ikke rydder gaden. Så det eneste demonstranterne har opnået er, selv at påkalde sig rampelyset og derved sætte det egentlige principbrud i skyggen, nemlig at kirken er hellig og ukrænkelig. Ganske vist står der intet herom i loven, og har ikke gjort det i adskillige hundrede år, men det er en udbredt opfattelse i alle dele af den danske befolkning, at kirken er hellig, og her må der ikke bruges våbenmagt. Det er jo ikke for ingenting at alle ældre kirker har et våbenhus ved indgangen; det var her man stillede våbnene inden man gik ind i Guds hus. Men selv om reglen ikke har været i den danske lovsamling i hundreder af år lever den fortsat videre blandt befolkningen. Omvendt, så må det gælde for alle, der benytter sig af kirkens helle, at man ikke for evigt kan påberåbe sig asyl. Ligesom det er uanstændigt at indtage en kirke med våbenmagt, er det også uanstændigt at bruge kirken til at opnå rettigheder man ikke har, og derved tage kirken som gidsel. De over to måneder asylsøgerne har boet i kirken burde have været nok til at de kunne have gået i dialog med myndighederne, til alles tilfredshed. Så i stedet for at fokusere på problemstillingerne med asylsøgernes manglende dialog og politiets indtog i det hellige, har medierne valgt at fokusere på demonstranter, som ikke kender reglerne for lovlige demonstrationer. I øjeblikket går over 10.000 mennesker gennem gaderne mod Christiansborg i en lovligt varslet demonstration. Den demonstration har stadig mulighed for at blive en fredelig en af slagsen, hvis ballademagerne holder sig væk. Jeg vælger dog at holde mig fra centrum i aften.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.