Efter at have været tre en halv uge i Argentina og Chile er hverdagen efterhånden ved at indfinde sig igen. Og jeg må indrømme at det har været noget hårdere end forventet at komme hjem igen. Ikke bare fordi jeg fra hyggelig feriestemning er kommet hjem til bunkerne af post og mails, eller er gået fra 35 grader og konstant solskin til minusgrader og snedynger i gaderne. Næ, det er erkendelsen af, at Danmark ikke er så godt som vi gerne vil gøre os til. Som barn og ung voksen har jeg været stolt af Danmark. Vi havde et socialt system, der samlede alle op, og vi var så selvtilfredse med vort system at vi gerne inviterede fremmede herop, så de på deres egen krop kunne mærke, hvor godt et system vi har i landet. Men her i det 21. århundrede er strømmen af invitationer tørret ud, og dem, der trods alt kommer til landet, kan mærke på deres krop hvordan vi behandler fremmede her i landet. I går var jeg på Café Castro på Nørrebro efter en tur i motionscentret, og som altid havde jeg en hyggelig snak med den charmerende vært. Vi kender efterhånden hinanden ganske godt, og han ytrede atter sin frustration over, hvorfor alt skal være så besværligt her. Han har været i landet i flere år, efter han blev forelsket i en dansk pige. Han har været med til at banke en sund forretning op og betaler sin skat, som han altid har gjort. Men hvorfor han ikke kan få statsborgerskab og stemmeret står ham som en gåde, når nu han ved hvordan mange af hans landsmænd bliver modtaget med kyshånd i lande, vi normalt sammenligner os med. Sverige, for eksempel. Som vi jo ynder at kalde 'Forbuds-Sverige'. Syv år skal han vente, før han kan gøre sig håb om et dansk statsborgerskab. Hvis altså lige han kan bestå en 'danskhedsprøve' som kun de færreste etniske danskere kan bestå. Og denne episode er kun en af mange, som jeg jævnligt støder på blandt udlændinge. Hvor er det danske frisind blevet af? Jeg hader at blive taget til indtægt for principper jeg ikke selv går ind for. Men hvem er det, der har ødelagt Danmarks omdømme i udlandet? Er det vores statsminister, som ikke vil mødes med andre landets ambassadører for at forklare den danske forståelse af ytringsfrihed? Eller er det et vist højrepopulistisk parti, som konsekvent sidestiller indvandringen med en af Biblens syv plager? Vi har stadig en - omend noget begrænset - indvandring. Men de veluddannede folk vi har brug for her i landet, de bliver væk. Nok fordi de er kloge nok til at søge græsgange andetsteds!