Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. maj 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kurt Hockerup er afgået ved døden Onsdag, 19.05.10

Det er snart mange år siden jeg forlod økonomigruppen på rådhuset i Vallensbæk, men jeg har dog bragt mange gode minder med mig fra denne velfungerende arbejdsplads, og følger lidt med i hvad der sker, når jeg en sjælden gang hører nyt derfra. Alligevel kom det som en overraskelse for mig, da jeg i Byg-Tek, et fagblad for byggebranchen, kunne læse at Kurt Hockerup, byens mangeårige borgmester og bykonge, uventet var afgået ved døden på grund af et hjerteslag. Kurt var en meget afholdt mand i Vallensbæk, en solid konservativ kommune, der yndede at betegne sig som 'den grønne ø i det røde hav', i sammenligning med de øvrige overvejende socialdemokratiske eller venstreorienterede kommuner på Vestegnen. Kurt var allerede som 21-årig blevet valgt ind i byrådet i 1966, men uddannede sig herefter til lærer ved siden af sit politiske virke, og blev senere også skoleinspektør. Allerede efter sin første periode i byrådet blev han udnævnt til formand for Teknisk Udvalg, en opgave han bevarede indtil 1994 hvor han blev valgt til byens borgmester. Under optakten til kommunalreformen i 2005 var han utrættelig i sit arbejde for at bevare kommunens selvstændighed, og ved at indgå et kommunalt samarbejde med Ishøj kommune lykkedes det ham at bevare kommunens selvstædighed. Ved sit 40-års jubilæum i 2006 blev han tildelt Ridderkorset for sit lokalpolitiske arbejde.
At Kurt var en meget populær mand i lokalsamfundet kunne ses tydeligt ved kommunalvalgene, hvor næsten en trediedel af stemmerne var personlige stemmer på Kurt, en anden trediedel gik til de øvrige konservative, mens alle øvrige partier tilsammen måtte nøjes med den sidste trediedel. Kurt var meget synlig i lokalsamfundet, om det så var når han dyrkede sin gamle passion sejlsport eller når man så ham på sine løbe- og cykelture i kommunen eller med fiskestangen i hånden. Som det udendørsmenneske han var, var det naturligt at han engagerede sig i udviklingen af de mange fritidstilbud som kommunen byder på i dag, både på land og især vand, hvor flere svømmere på eliteniveau er blevet udklækket i kommunens svømmehal, og vandskicentret i perioder har været et center man regnede med på landsplan. Kurt var om nogen en samarbejdets mand, med respekt for sine medspillere og modstandere, hvilket også har været grunden til at han har kunnet bevare kommunen selvstændig. Kurt Hockerup efterlader et stort tomrum, hvorimod borgmesterkæden er givet videre til Henrik Rasmussen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.