Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. juli 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Monte Moro forsvundet i skyerne Onsdag, 21.07.10

Nu var endagsturen til Kreuzboden ikke den eneste tur vi fik lavet sammen, for med Mohammed som eneste deltager følte jeg et større ansvar for, at han trods alt fik lavet noget, og at jeg ikke bare var rådgiver, som jeg ellers normalt plejer at være på mine reblederture. Til gengæld havde Mohammed aldrig været i Schweiz før, så for ham var alting nyt. Det var derfor ikke svært at finde på noget, der kunne være interessant for ham. Et par dage senere tog vi derfor op til Mattmark for at gentage den tur til Monto Moro, som jeg havde lavet sammen med Erik ti år tidligere. Planen var at stige op til, og over passet til hytten på den italienske side af grænsen, og så måske lave en eftermiddagsbestigning at Monte Moro. Det skulle dog ikke helt blive sådan. Vi startede ellers i fint vejr, men allerede fra Mattmark kunne vi se, at skyerne hvilede tungt på Monte Moro-passet. Og der skulle de blive hængende, viste det sig. Vi nåede op i passet, i noget usigtbart vejr, og det ville være tvivlsomt om vi overhovedet kunne finde Monto Moro mellem alle de skyer. Så det blev i stedet en tur direkte til hytten, som i øvrigt var blevet skiftet ud og havde fået nyt navn i de mellemliggende ti år. Tidligt næste morgen var det op for at kigge på vejret, selv om jeg ikke havde den store tiltro til det. Og det var der heller ingen grund til, for der var kun omkring ti meter sigt, med en let støvregn. Det tog ikke lang tid at vurdere, at der ikke var nogen grund til at gøre et forsøg, for nu var det jo udsigten der var formålet med denne tur. Så vi tog et par timer mere på øjet og stod så op til morgenkaffen. Om formiddagen steg vi så tilbage over passet og ned ad bjerget igen. Halvvejs nede ved Stausee Mattmark kom vi så ud af skyerne igen - sandsynligvis var det de samme skyer, som havde ligget der hele natten. Dårlig sigt vil altid være en risiko ved at tage på tur til dette område.


Ovenfor Stausee Mattmark på vej
ned fra Monte Moro-Pass.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.