Navigation:    
Start  >  Blog 
> 3. oktober 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kurt Albert død efter styrt fra klettersteig Søndag, 03.10.10

At tage sig ud på en klettersteig, også kendt under det italienske navn Via Ferrata, bliver af mange betragtet som blot en mere avanceret form for vandring. Og det kan da også være, at det virker mere sikkert, med de ting der er bygget for at gøre ruten mulig, det være sig kunstige trin, gelænderreb og sågar hængebroer, men i bund og grund er der stadig tale om klatring, hvilket man måske er tilbøjelig til at glemme når man benytter det italienske udtryk, der fokuserer på alt det isenkram, der er banket i klippen for at gøre ruten mere tilgængelig, end det tyske udtryk, der pointerer, at aktiviteten reelt set er en klatring. Men som sådan tiltaler en klettersteig jo det nye klientel af brugere, der ser naturen som en legeplads for endags eventyr, og som hverken har tid eller lyst til at danne sig det samlede billede at naturens storhed og oplevelser. Men klettersteige tiltrækker ikke bare den nye generation af folk med krudt i røven, de bliver også brugt af flere erfarne rotter i faget, måske bare som et led i deres regelmæssige træning. Og selv for disse erfarne rotter kan tingene gå skævt ind imellem. For en uge siden var den legendære klatrer Kurt Albert taget ud for at klatre Höhenglücksteig i Frankenjura i Nordbayern, men den klatrerute skulle vise sig at få det sidste ord. Kurt Albert var en gudsbenådet klatrer, der blev berømt på et introducere "rotpunkt"-begrebet, hvor en rute klatres fra bund til top, uden styrt og uden nogen form for kunstig hjælp. Kurt Albert har flere gange været med til at sætte nye standarder inden for friklatring, men Höhenglücksteig skulle vise sig at blive hans sidste klatrerute, idet han under klatringen faldt af ruten og styrtede 18 meter ned. Redningsmandskab nåede nurtigt frem til stedet og bragte ham på hospitalet, men alligevel døde han to dage senere af sine kvæstelser. Man må selvfølgelig spørge sig selv om, hvordan det kunne gå så galt for en så rutineret klatrer, og det er utvivlsomt noget som vil blive undersøgt i den allernærmeste fremtid, men man kan ikke undgå at tænke på, om der har været fejl på noget af udstyret i væggen. For det er klart, at når man ikke selv sætter sine sikringer, så overlader man det til andre at vurdere pålideligheden af de sikringer man anvender. At vurdere sikkerheden havde Kurt Albert de bedste muligheder for, takket være sin mangeårige erfaring, men hvor mange af dem, der bare skal have en oplevelse, har mulighed for det? Kurt Alberts død medfører naturligvis også, at hans konference samt efterfølgende bjergtur 7. november under International Mountain Summit i Brixen er aflyst.

International Mountain Summit Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.