Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. oktober 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Doug Scott genstarter arbejdsgruppe om ekspeditioner Onsdag, 27.10.10

Frem til forrige år havde man også en kommission for ekspeditioner, den såkaldte Expeditions Commissions, men den kommission blev nedlagt i oktober 2009 da man vurderede, at kommissionens primære opgave med at holde sig orienteret om aktuelle forhold i relation til tilladelser, peak fees og andet i disse internettider let og simpelt kunne hentes hjem fra sin egen computer, og man derfor ikke havde behov for en kommission til at tage vare på det. Dette var ikke en beslutning jeg billigede, for hvis man blot søger sine informationer på nettet vil man jo lynhurtigt blive suget ind på semi-kommercielle informationssider, som fører direkte videre til kommercielle turoperatører. Jeg havde derfor altid set frem til den årlige rapport fra ExCom, som også gjorde det lettere for menigmand at lave sine egne eventyrlige ekspeditioner, uden at skulle tvinges ind i en gruppe af ignoranter, der mere var fokuserede på at gøre sig kendt i medierne eller over for naboen, end at tage ud og opleve sit eget personlige eventyr. Men det har vist sig, at den tidligere ExCom også havde andre betydningsfulde funktioner end blot at opdatere registre over tilladelser, idet man ikke kan have indflydelse på andre landes politik uden at have et stærkt talerør. Og det har man nu en gang ikke når man spreder mindre opgaver til de andre kommissioner og overlader initiativet til menige medlemmer, som blot vil ud og bestige et bjerg og ikke kan forventes at have de politiske forudsætninger. Dette så vi tydeligt da der kunne udvises en politisk stillingtagen til den første helikopterlanding på toppen af Mt. Everest, ligesom de værste gener kunne afbødes, da Kina forbød alle aktiviteter på både den tibetanske og den nepalesiske side af Mount Everest i forbindelse med fakkeltoget til toppen i perioden op til de Olympiske Lege i Beijing i 2008. Ønsket om en genoptagelse af ExCom er især blevet rettet fra landene omkring Himalaya-kæden, hvis organisationer som regel står rimelig svagt, med yderst begrænset indflydelse på regeringsmagten i de store lande som Indien, Pakistan og Kina. Derfor kunne jeg med glæde konstatere, at der nu bliver oprettet en ny arbejdsgruppe om ekspeditioner, og så må gruppens arbejde vise om arbejdsgruppen senere skal ophøjes til en kommission. Den nye arbejdsgruppe vil blive styret af klatrekoryfæet Doug Scott, Buddha Basnyat fra Medical Commission og Frits Vrijlandt fra den hollanske bjergklub VKBV.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.