I forgangne weekend var jeg til møde med udvalgene i Dansk Klatreforbund, og selv om jeg i stigende grad synes, at den smule arbejde jeg laver for Forbundet har relevans, så synes jeg ofte også, at meget af det der diskuteres til møderne ligger rimelig fjernt fra mine idealer om, hvordan man bør opføre sig i naturen. Ganske vist er aktiviteterne i forbundsregi og blandt forbundets klubber jo indendørs, men disse aktiviteter flyder i stigende omfang ud fra klatrevæggene og ud på naturlig klippe. Og det samme sker med de ting man er vant til fra klatrevæggene og de dårlige vaner. En ting der blev diskuteret en del her i weekenden var det kommende Bornholmsprojekt, hvor der skal bores en række ruter op i et stenbrud, for derved at etablere en egentlig klettergarten på dansk jord. Jeg ved udmærket godt, at et stenbrud ikke kan karakteriseres som naturlig klippe, men alligevel skurrer det i mine ører når jeg hører de andre tale om, at der skal laves et antal ruter her, og hvor mange bolte der skal bruges til en rute af et givent antal meter. Ganske vist er klippeflader i et stenbrud normalt både glatte og kompakte, og ikke særlig indbydende til kilesikring, men ikke på noget tidspunkt blev det diskuteret om der måske var mulighed for at etablere klatreruter, der fulgte de naturlige linier, og som kunne sikres med traditionelle sikringer undervejs. Bornholm er jo ikke noget stort klatremråde på nuværende tidspunkt, men der er ingen tvivl om øens potentiale. Netop derfor synes jeg det er lidt forkert, når de eneste tilbud til klatrere, der tales om, er ruter med faste bolte, uanset om det er indendørs eller udendørs, uanset om det er i Sydfrankrig, ved de thailandske strande eller på en græsk ø. Her burde Forbundet netop komme ud med et initiativ vedrørende diversiteten indenfor klatring, og gerne som et apropos til den nyetablerede arbejdsgruppe om traditionel klatring, som UIAA nedsatte på generalforsamlingen i sidste måned. Men da traditionel klatring er noget som de færreste klatrere i dag interesserer sig for, ligesom den eneste klub, som tidligere arbejdede helhjertet for udendørs traditionel klatring i dag primært tænker i indendørs klatrebaner, burde det vel egentlig være en gammel alpinist som mig, der sætter punktet på dagsordenen?