Nu har Danmark og omgivende egne været frosset ned i otte uger, men endelig er der kommet tøvejr. Plusgraderne ankom i forgårs, og hele weekenden har store snemængder landet over piblet og rislet i afløbene. Selvfølgelig med konsekvenser for kloakafløbene, som mange steder ikke har været gearet til sådanne vandmængder, som der har været tale om, ligesom der mange steder har været lokale oversvømmelser. Men her i København har jeg nærmest time for time kunnet se, hvordan snedyngerne udenfor blev mindre, og hvordan man efterhånden kunne begynde at skelne forskellen mellem kørebane og fortorv, der nu ikke længere blot var en stor fælles snepist. Det var præcis otte uger siden, jeg sidst havde været ude og løbe, uden at have skullet kæmpe mig gennem snedyngerne eller listet mig ned ad isglatte eller uryddede gader. For her på Østerbro holder man sig for fin til at skulle rydde sne. Enten fordi man ikke har tid til at rydde sne når man også skal tjene penge til både hus og bil, eller også fordi man ikke har råd til at betale nogen for at rydde sneen for sig. Eller simpelt hen fordi man er for doven!
Nå, men her til eftermiddag kunne jeg efterhånden se mere asfalt end sne uge på gaden, så det var nu på tide at jeg forsøgte mig med en enkelt løbetur. Jeg havde jo fået nye løbesko over nytår, og de tiggede mig konstant om at blive brugt, så det skulle de nu. Da Fælledparken nok stadig var lukket på grund af vejarbejde og Søernes stier sandsynligvis stadig var for glatte, med de mange mennesker der havde gået i sneen i to måneder, tog jeg derfor ud på Rymarks Allé på en god sekser. Ikke nogen distance der var værd at bryste sig af, men de ture jeg havde haft på over fem km i de forudgående otte uger kunne jo tælles på en hånd. Det blev en overraskende god tur, for jeg var rigtigt inspireret til at få lidt gang i benene. Både fortorve og gader var stort set snefrie, så bortset fra når jeg skulle springe over en snedynge eller kante mig udenom var der fri bane, enten på fortorvene eller på cykelstierne. Jeg kom hurtigt op i det tempo, som jeg plejer at slutte de kedelige kilometre på løbebåndet af med, og selv om jeg kunne mærke benene vånde sig var jeg kun inspireret til at holde tempoet, eller måske tilmed øge det en lille smule. Så da jeg var vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at det havde været min hurtigste løbetur siden en tur omkring Sortedam i september. Måske jeg alligevel skulle tage imod Pauls tilbud om at løbe en marathon med ham om efteråret? Men der er jo langt fra seks km til en marathon - rigtig langt endda!