Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. marts 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  USA rykker nærmere Onsdag, 23.03.11

Da jeg skulle hjem fra Dallas havde det været strålende solskin og 26 graders varme, temmelig fjernt fra de fortsat isdækkede søer jeg havde oplevet i Chicago og i Lansing, og noget tydede på, at vejret heller ikke var specielt godt i Chicago. Jeg havde ellers troet jeg var kommet lige sent nok til DFW lufthavnen, men faktisk viste det sig at flyet slet ikke var landet endnu. Så da jeg blev hevet til side for at komme over i en særlig kø for dem, der skulle have ny connection var det ikke fordi fuglen var fløjet, derimod udviste United så meget forudseenhed, at jeg nok ikke ville kunne nå min forbindelse videre fra Chicago. Egentlig ville de have bestilt en overnatning til mig her i Dallas eller i Chicago, men United-agenten fandt så ud af, at et af de sidste fly ud af Chicago denne aften faktisk var en SAS-maskine direkte til København, og ombookede mig derfor til det fly, så jeg derved tilmed ville være noget tidligere fremme end planlagt. Så det brokkede jeg mig ikke over. Vi kom så afsted fra Dallas med to timers forsinkelse, og da vi landede ved gaten i Chicago var det næsten lige ved siden at det Lufthansa-fly jeg ellers skulle have været med til München, så jeg faktisk kunne have nået det alligevel. Hvilket jeg alligevel heller ikke pointerede. Og da jeg en time senere blev bænket i SAS-maskinen erfarede jeg at jeg var blevet opgraderet til Economy Extra - hvilket jeg slet ikke brokkede mig over! Jeg vidste faktisk slet ikke at SAS også fløj på Chicago, men da jeg landede i København syv en halv time senere var jeg overrasket, hvor let og smertefrit det var gået. Da vi var airborne så jeg filmen Unstoppable, som jeg ikke havde nået at se mens den var oppe i biograferne, og nød et udmærket måltid med god vin undervejs, hvorefter jeg sov indtil vi blev vækket med morgenmad. Jeg nåede at se halvdelen af Ratatouille indtil et bump fortalte mig at vi allerede var i København. Jeg må sige, at det var en nem måde at komme fra Chicago til København på, og det var ikke bare fordi jeg var blevet opgraderet. Faktisk lader det til at være blevet noget lettere at komme til USA, for Icelandair er også begyndt at flyve til Boston for ca. 3.800 kr. retur, dog med et flyskift i Reykjavik. Et og andet kunne tyde på, at det nok ikke varer så længe før jeg skal til USA igen, omend et weekend besøg i Chicago nok vil være lige vel over stregen!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.