Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. april 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  For ti år siden: Mænd med muskler Fredag, 01.04.11

En af de hændelser, der tiltrak sig fokus blandt mine blogs for ti år siden var Claire Denis' film Beau Travail, som handler om en sergent i Fremmedlegionen, der ser tilbage på de dramatiske begivenheder som sendte ham ud af "Familien". Det var måske ikke så meget selve historien i filmen, som tiltrak sig min opmærksomhed, som den flotte billedlige fortælling om legionærerne, som den kommer til udtryk i filmen. Naturligvis, når scenen er sat i Afrika er der jo også mange bare overkroppe at nyde, ligesom legionærerne jo heller ikke ligefrem er utrænede. Men skuespillerne er ganske afslappede i deres fremtoning, og de mange kroppe er bare helt naturlige i deres optræden, noget man alt for sjældent ser her i det hjemlige samfund, hvor konservatismen på nærmest victoriansk vis har en evne til at snige sig ind de mest mærkværdige og uventede steder. Så det er helt rart at se en film som denne, hvor situationen er bare helt naturlig. Og det gør filmen meget mere seværdig end nok så opgejlede og opstyltede modeller. Det seksuelle udtryk kommer meget bedre mere til sin ret i sin afslappede naturlighed end i halvpaniske forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed ved brug af hjælpemidler eller specielle fetichistiske forklædninger. Og selv om denne film har ti år på bagen mener jeg at denne tiltrækning stadig holder, specielt med den stigende nypuritanisme, som vi ser her i det 21. århundrede. Så for mit vedkommende er der ikke noget, der har ændret sig siden 2001. Derimod har den rasante teknologiske udvikling i de mellemliggende ti år givet ganske mange andre muligheder. Ganske vist var det også dengang muligt at anskaffe sig biograffilm på DVD, og før den tid var videokassetten jo også en mulighed. Men jeg har altid været nogle år bagud for den teknologiske udvikling, og det er først indenfor den seneste måned at jeg har fået omstillet min computer, så den også fungerer her i Danmark. Og inspireret af min gamle blog fra 2001 har jeg nu også fundet og bestilt Beau Travail-filmen på nettet, så jeg i nær fremtid vil kunne genopleve magien på min egen computer.

Blog 5. april 2001: Mænd med muskler

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.