Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. juli 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  For ti år siden: Bloggen flytter til Alperne Fredag, 01.07.11

I juli 2001 havde jeg haft bloggen her på ViaAlpina kørende i ni måneder, og i takt med sitets gradvise udbygning havde jeg fået ideen at jeg løbende kunne rapportere fra, hvorend i verden jeg var, hvilket på daværende tidspunkt typisk ville være fra sommerferien i Alperne. Ideen var såmænd god nok, men tekniske udfordringer gjorde at regelmæssig rapportering fra Schweiz alligevel ikke var mulig, idet den eneste netcafé i området af sikkerhedsmæssige årsager ikke tillod ftp-adgang på deres computere. Hvilket gjorde, at selv om jeg godt kunne have skrevet mine blogs på deres computer ville det ikke være muligt for mig at uploade teksten her på ViaAlpina. Det samme gentog sig i de følgende år, og også på andre netcaféer, og efter et par år besluttede jeg, at jeg i stedet ville skrive mine opdateringer offline på papir, så kunne jeg jo altid skrive teksterne ind når jeg var hjemme igen, og efterfølgende uploade mine blogs med nogen forsinkelse. Hvilket jeg også i stor udstrækning gør den dag i dag, hvor der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem blog-datoen og den faktiske upload-dato.
Men på mit første forgæves forsøg på at uploade nyheder fra det store udland var det naturligvis sommerferien 2001 som jeg havde planer om at rapportere fra. Den sommer delte jeg tiden mellem Randa i Mattertal, Saas Grund i Saastal og Zinal i Val d'Anniviers, og en ting som naturligvis fyldte en del i mine beskrivelser var mine rapporter fra Dansk Bjergklubs første rebledertur, som gik til Saas Grund, og som jeg var arrangør af. Turen var ganske vellykket, som det kan ses i mit indlæg af 27. juli: "Nede i dalen erfarede vi at alle de andre havde besteget Allalinhorn, så jeg var den eneste på holdet som ikke var kommet på en 4000'er på turen. Men det var jo heller ikke min mission, det vigtigste var at deltagerne fik så meget ud af turen som muligt. Så mange toppe som muligt til så mange som muligt, var arbejdsplanen, og med tilsammen 32 bestigninger på en uge, 4 pr. person må målet siges at være opfyldt."
Men vidende om denne succes er det lidt trist at vide, at Dansk Bjergklub som sådan ikke eksisterer længere, idet bjergklubben officielt fusionerede med Københavns Klatreklub for godt og vel et år siden. Og reelt set var der tale om at bjergklubben blev opslugt af klatreklubben, for stort set alle tilbud til bjerginteresserede blev afviklet i løbet af 2010, uden udsigt til at de vender tilbage. Trist, men sandt!
Alpblog 27. juli 2001: 32 bestigninger på en uge

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.