Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. juli 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Også homofobi på det kroatiske fodboldlandshold Fredag, 15.07.11

For en måned siden beskrev jeg her på bloggen hvordan den første gay-pride for homoseksuelle blev modtaget af indbyggerne i den kroatiske kystby Split, hvor over hundrede demonstranter blev anholdt af politiet og adskillige af paradens deltagere måtte køres på hospitalet, se min tidligere klumme herom. Men tilsyneladende er modstanden mod homoseksualitet ikke bare at finde blandt Splits almindelige borgere, den rækker også op i organisationer, som burde være veluddannede nok til at overholde internationale menenskerettigheder, og ikke bare nedværdige folk bare på grund af alternativ seksuel orientering. Frank Holm fra Out & About omtaler i dag, hvorledes det europæiske fodboldforbund UEFA har idømt formanden for det kroatiske forbund, Vlatko Markovic en bøde på 75.000 kroner for homofobiske udtalelser. Markovic udtalte i et interview i november sidste år at han på ingen måde ville tillade homoseksuelle spillere på sit hold. "Fodbold er kun for normale mennesker, og så længe jeg er formand får ingen homoseksuel lov at spille på landholdet", sagde Markovic til en kroatisk avis. Den slags udtalelser strider imod UEFAs vedtægter, der forbyder forskelsbehandling, så nu må den kroatiske fodboldleder til lommerne. UEFA har allerede afvist en indsigelse fra Markovic, så dommen er nu juridisk bindende. Markovic er i Kroatien nærmest en national helt. Derfor er hans homofobiske udtalelser også nærmest blevet overset. En måned efter udtalelserne blev Markovic genvalgt til posten og er nu frem til 2014 leder af det kroatiske fodfoldforbund.
Noget kunne således tyde på, at angrebet mod Splits gay-pride ikke bare var en enlig svale, men at homofobien stikker noget dybere i det kroatiske samfund. Man kan vel stille sig selv det spørgsmål, om Kroatien overhovedet er voksent nok til at blive optaget i den europæiske familie, med de frihedsidealer og den gensidige respekt vi så gerne vil besmykke os med indenfor det europæiske fællesskab?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.