Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. oktober 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rapport fra UIAA Competitions Onsdag, 26.10.11

UIAA har jo haft en lang historie indenfor promovering af at gøre normale bjergbestigermæssige aktiviteter til deciderede sportsgrene, for derefter at kunne lade dem optage som en olympisk disciplin, for derigennem at kunne få adgang til de reklamemillioner, der måtte ligge i en optagelse på det olympiske program. Af samme årsag blev UIAA optaget som medlem af IOC, den internationale olympiske komite, hvilket var en forudsætning for, at man efterfølgende kunne få sine sportsgrene optaget i det olympiske program. Desværre viste det sig så efterfølgende, at så snart som en aktivitet var blevet sat i system og godkendt som konkurrencesport, så ønskede man ikke at blive optaget i IOC under UIAAs vinger, næ man ville være sin egen. Vi så det først med konkurrencesportsklatringen, som udskilte sig i IFSC, og få år senere gentog historien sig med skibestigningen, som også fik sit eget forum i ISMF. Og ingen af disse er siden kommet på det olympiske program.
Der er dog heldigvis stadig en konkurrencemæssig aktivitet, der endnu ikke har brudt med UIAA, og det er isklatringen, som styres af International Commission for Ice Climbing Competitions (ICICC). I den forgangne vinter blev den internationale World Cup afholdt på seks lokaliteter i Korea, Schweiz, Rumænien og Rusland, sidstnævnte med to hver. Ialt deltog 210 isklatrere fra 24 nationer i Europa, Asien og Nordamerika i en eller flere af disse events, hvilket var en kraftig stigning fra vinteren før, hvor der kun havde været 158 deltagere. Selv om isklatringen stadig er under UIAAs vinger har ICICC alligevel opnået at blive taget med som demonstrationssport ved vinterlegene i Sochi næste år. Naturligvis blev der undervejs foretaget alle de nødvendige dopingtests, og næsten lige så naturligt blev der ikke fundet en enste dopingsynder, hvorfor Discipline og Appeals kommissionen heller ikke havde nogle sager den vinter.
Programmet for den kommende vintersæson ligger også klar med World Cup kampe i Cheongsong (Korea) 13-15. januar, Saas-Fee (Schweiz) 19-21. januar, Vanoise (Frankrig) 3-5. februar, Busteni (Rumænien) 9-11. februar, Moskva (Rusland) 2-4. marts og Kirov (Rusland) 8-10. marts.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.