Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. december 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  For ti år siden: Mountainbikerute etableret i Furesøskovene Torsdag, 01.12.11

For ti år siden var der i de bynære skove omkring København blevet oprettet en 26 km lang cykelrute, specielt for mountainbikere, og det var hensigten, at denne rute dels skulle adskille cyklende trafik fra gående, ridende og løbende trafik, dels skulle minimere sliddet fra mountainbikere der kører uden for de egentlige stier. Og måske også kunne gøre det muligt for mountainbikere at få en lidt mere spændende rute at køre på. Som jeg skrev i min blog dengang: "...Men i Københavns Skovdistrikt har man valgt at gå andre veje. Man mener her, at skovene skal være tilgængelige for alle, og i stedet for forbud har man i samarbejde med Danmarks Cykel Union etableret en 26 km lang rute for cykelryttere med terrængående cykler. Ruten for cross- og mountainbikere er konstrueret af den erfarne cykelrytter David Gullberg, der har gennemgået skoven minutiøst for de bedste bakker og sving, og ruten fører gennem de kuperede og naturskønne skove mellem Bagsværd og Værløse..." Men har det så hjulpet? Tja, umiddelbart vil jeg sige ja, for det er rigtigt, at når jeg har været ude for at løbe i skovene er det faktisk sjældent at jeg ser noget til montainbikere, omend dette også kan skyldes, at jeg ikke kommer nær så meget ud i skoven som jeg gjorde i gamle dage. Jeg har også bemærket, at der er blevet oprettet flere mountainbikeruter end den ene, der var tale om dengang i 2001. Blandt andet er der oprettet en i Geelskov, som notorisk var kendt for udfræsede cykelspor på kryds og tværs i skoven. Ganske vist har jeg også fra tid til anden stedvist benyttet mig af disse ruter, og når jeg løber på dem ved jeg også klart, at det er mig der har vigepligten. På samme måde som når jeg løber på en ridesti. Så ja, forsøget er blevet til en succes, og tilmed en, der har bredt sig. Men når der kommer mere cykeltrafik i skovene vil der fortsat være enkelte høveder, som ikke forstår at gebærde sig i skoven. Og når der er etableret en rute specielt for mountainbikebrugere skal man ikke bare køre på alle stier. For når en rute er blevet fræset op af mountainbikebrugere ligger man som har redt og bør derfor fortsat bruge den officielle rute, også når den er fræset op med vandhuller til følge, og ikke bare ty til andre stier og derefter fræse dem op. Hvilket især er gældende på dette tidspunkt af året, hvor alle stier er småsmattede på grund af efterårets tunge nedbør.
Dagblog 18. december 2001: Mountainbikerute etableret i Furesøskovene

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.