Navigation:    
Start  >  Blog 
> 3. marts 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Doctor Who lander på dansk TV Lørdag, 03.03.12

I det seneste par år har jeg flere gange stiftet bekendtskab med Doctor Who når jeg har været på besøg i England. Men hvem han rent faktisk var fandt jeg ikke ud af lige med det samme, for jeg var på besøg hos min ven Chris i Newbury, og kom rent tilfældigt ind i stuen mens Dr. Who var på skærmen. Jeg er jo ikke den store tv-kigger, men jeg syntes nu der var noget spændende ved den udsendelse, og jeg blev hængende til udsendelsen var forbi. Efterfølgende fandt jeg så ud af at det var en klassisk tv-serie fra BBC, der stammede helt tilbage fra 60'erne, og måske var BBC's svar på Jens Lyn. Dr. Who var en slags tidløs 'troubleshooter', en rejsende i tid og rum, og han tog hen hvor der var opgaver at løse med Tardis, sit transportmiddel i form af et rumskib eller tidsmaskine, der til forveksling ligner en gammel politi-telefonboks fra seriens start. På samme måde føler man sig heller ikke rigtig sikker på, hvornår serien skulle foregive at være fra. Og måske er denne tidløshed også en del af årsagen til seriens popularitet, for Dr. Who har været yderst populær i hjemlandet lige siden seriens start i 1963.
Hjemme i Danmark igen forsøgte jeg at finde ud af om serien gik på en af de danske kanaler, men det var ikke tilfældet. Og ligeså pauvert resultat havde jeg med forsøget på at finde ud af om BBC havde en internetservice, hvorigennem man kunne se Dr. Who via internettet. Det havde BBC tilsyneladende, men det krævede at man betalte licens til BBC. Og når jeg nu ikke havde tv var jeg lige så lidt interesseret i at betale licens til BBC som til Danmarks Radio.
Men alt kommer til den der kan vente, for her til aften blev Dr. Who vist på dansk tv for måske første gang overhovedet. For i dag kl.20 blev første afsnit vist på DR HD, og jeg havde garderet mig med at opsøge min mor, der ikke blot havde TV, men også adgang til DR HD. Her i denne første udsendelse starter vi med at se doktoren i hans 11. inkarnation, hvor han laver en noget ublid landing på Jorden og først lige skal finde ud af hvordan hans nye krop virker. Ellers kunne filmen til at begynde med være en børnefilm værdi, da en lille pige føler sig utryg ved en revne i væggen, hvorfra hun fra tid til anden hører stemmer. Doktoren udvider denne revne, som viser sig at føre til en anden verden, hvorfra noget undslipper til denne verden, og så går den vilde jagt. Det var nu rigtig godt at se Dr. Who igen, og jeg lagde knap nok mærke til, at filmen nu var forsynet med danske undertekster!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.