I sommers, da jeg var i Schweiz sammen med Paul, fik vi besøg af to fyre fra lokalområdet, eller nærmere bestemt fra Solothurn, og lige siden havde jeg haft lyst til at se dem igen, da de havde vist sig at være et par rigtig gode legekammerater. Heldigvis havde jeg også, inden de kørte hjem igen, fået en invitation til at besøge dem i Breitenbach, og det lykkedes så at finde plads i min kalender til at besøge dem her i weekenden. Det var så en rigtig god oplevelse, og det var næsten som at blive optaget i familien. Sidste sommer havde Michi talt en del om den box, som han selv sov i hver nat, men nu da jeg var der som gæst skulle jeg da få lejlighed til at prøve den samme oplevelse. Og jeg sov der lige så godt som derhjemme, i hvert fald den første nat. De følgende nætter var dog lidt mere udfordrende, for nu skulle jeg sove der med lukket låg, hvilket blot krævede ekstern luftforsyning, da boxen var lufttæt. Men jeg kunne godt se ideen og tiltrækningen ved at ligge og sove i en box, der var rigeligt stor til mig, men som heller ikke tillod for mange ukontrollerede kropsbevægelser. Men det var nu en god oplevelse for mig at ligge lukket inde der og fuldstændig give mig over til dem - det er nu en god måde at erklære sin tillid på. Og de dage jeg var der kunne jeg både nyde og vise at jeg havde fuldstændig og ubegrænset tillid til dem!
Det var dog ikke hele dagen eller alle dage jeg tilbragte hos dem i Breitenbach, for en af dagene kørte vi en tur til Basel for en kop kaffe. Basel lå faktisk ikke mere end omkring tyve km borte, og det var meget rart at besøge byen igen, den by som jeg havde besøgt flere gange i begyndelsen af 80erne, og altid syntes godt om, omend det vel var første gang i dette årtusind at jeg besøgte byen igen. Vi var dog kun i Gross-Basel, og vi kom rundt til stort set alle de steder jeg havde besøgt gennem årene, Rotes Rathaus, Barfüsserplatz og den store vand-mobile, der var opført på en plads midt i byen. Den havde også stået der da jeg kom her første gang i 1980, og jeg havde egentlig tænkt at det var et kunstværk opført til lejligheden, for med alle de metalhimstregimster, der spruttende, sprøjtende og knirkende bevægede sig i springvandet var jeg sikker på at det ville lide rustdøden i løbet af få måneder. Men kunstværket sprøjtede dog stadig løs i bedste henseende her 32 år senere. Jeg blev faktisk overrasket over, at byen egentlig ikke var større, faktisk mindre end København, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om mon ikke der skulle være et halvmarathon her i byen?

Ved det kunstneriske springvand i Basel.