Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. august 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tre løbeture på én dag Tirsdag, 21.08.12

I denne tid, hvor jeg fire dage om ugen er til aktivering på CBSI på Hejrevej i Nordvestkvarteret kan det være lidt svært at få presset mine løbeture ind blandt alle mine andre opgaver, som jeg ikke kunne lave nu, hvor jeg var på CBSI. Sidste gang jeg var der, engang i senvinteren, havde jeg mulighed for, en gang om ugen, at kunne gå i motionscentret om formiddagen, men det var der ikke mulighed for i denne omgang. I stedet har jeg lige fra den første dag den 9. juli valgt at løbe derind, og ligeledes løbe hjem igen. Der er 4,12 km derind, hvilket er lige lidt nok i forhold til mine traditionelle retningslinier for en løbetur, der siger, at for en tur skal have nogen træningsmæssig effekt skal den være på mindst 5 km eller tage mindst 30 minutter. Og turen til Hejrevej opfylder ingen af disse kriterier, da jeg normalt bruger mellem 25 og 27 minutter på at løbe derind. Men når jeg så også løber hjem igen vurderer jeg, at det trods alt må være godt nok. Og løber jeg frem og tilbage hver dag giver det mig trods alt 33 km ekstra om ugen. En anden god grund til at løbe frem og tilbage er, at jeg derved ikke behøver at skulle betale for bus eller tog, hvorfor jeg for tiden har fravalgt mit månedskort. Og endelig tager det mig ikke ekstra tid at løbe i stedet for at tage bus eller tog, for med offentlig transport bruger jeg selv under gode forhold 26 minutter på at kommme den ene vej, så nogen tidsmæssig gevinst er der faktisk ikke ved at tage bussen. Men i dag pressede jeg citronen yderligere en tand, for jeg havde en aftale i motionscentret, og i modsætning til normalt hvis jeg samme dag har haft en løbetur, hvor jeg bare tager et kvarter på trappemaskinen som opvarmning, så tog jeg i dag en halv time på løbebåndet, bare for at se om jeg rent faktisk stadig var i stand til at løbe tre gange på en dag. Så jeg havde først de 4,12 km kl. 08, derefter igen 4,12 km kl. 14, og til sidst 5 km kl. 16. Og det var ikke specielt udfordrende at holde tempoet i motionscentret, selv jeg ikke på noget tidspunkt følte mig fristet til at skrue op for tempoet. Ingen af disse ture kan i sig selv betragtes som seriøse løbeture, men til sammen giver de alligevel godt 13 km. Og det har vel også sin ret!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.