Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. oktober 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Converses kræver stærke ankler Mandag, 22.10.12

Politiken.dk skriver i dag om, at flere eksperter advarer mod at bruge de populære Converse gummisko som primær sko i dagligdagen, og de bliver beskyldt for alle mulige dårligdomme fra ligtorne over gigt til rygskader, begrundet i, at skoen mangler både stødabsorbering i sålen og støtte i hælen. Mostafa Benyahia fra Hvidovre Hospitals ankelcenter fortæller, at især børn og unge bør holde sig fra at gå i Converse sko. Hvorefter avisen fortæller om en 27-årig fyr, som fik ondt i knæene efter at have gået i Converses i en hel uge under Roskilde Festival. Og det er måske heller ikke så underligt at man får ondt i knæene af at gå i Converses måske dag og nat i en hel uge, for naturligvis er der ikke meget stødabsorbering i et par flade Converses. Men det er jo også det, som gør dem fede at gå i, for med dem har man jo en exceptionel god føling med hvad man går på. Hvilket jeg bemærkede i september, da jeg var hos Paul i Laidley og skulle føle mig vej frem gennem det mudrede vand i hans dam og skulle finde dammens dybeste punkt. Og derfor naturligvis havde taget et par Converses på. Den gode føling man har med underlaget gør også at de faktisk er ganske gode til klippeklatring, og måske hæfter lige så godt på tør klippe som et par friktionssko. Men til forskel fra disse er der ikke spor stabilitet i skoen, hvilket også er grunden til, at når jeg fremhæver de mange gode anvendelsesmuligheder, der er i et par Converses, tilføjer jeg altid, at at gå i Converses kræver at man har gode ankler. Og så dårlig er stødabsorberingen nu ikke. for man kan jo tydeligt mærke når et par Converses er ved at blive slidte.
Den begrænsede stødabsorbering i kombination med de tynde såler er i øvrigt en tendens, der er i fremmarch for tiden. Og jeg tænker her på de særlige 'Five fingers' sko, som er ved at udbrede sig i disse år. Disse særlige sko, som nærmest bare er en sok med fem tæer, hvorpå der er vulkaniseret en gummisål, har fået rosende ord med på vejen, da de skulle give en mere naturlig gang, når alle tæerne kan bevæges frit. Disse sko skulle specielt være gode til vandring og tilmed også til løb, selv om jeg tvivler lidt på det sidste. Converse selv er også sprunget med på vognen, idet for nogle år siden lancerede de en slimline-model, hvor sålen er endnu tyndere. Selv har jeg dog aldrig prøvet hverken de nye Converses eller disse Fivefingers, men skulle det ske vil jeg naturligvis fortælle mere om det her på denne side.


Netop steget op af Pauls dam iført våddragt og mudrede Converses.
http://politiken.dk/

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.