Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. januar 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tilbud om tilbagebetaling fra billeje i Californien Onsdag, 23.01.13

Her for nogle måneder siden fik jeg et postkort fra en advokat i Chicago - hvilket overraskede mig såre. For jeg mente da ikke jeg havde forbrudt mig mod loven - og da slet ikke i Chicago, hvor jeg ikke havde været i årevis. Men baggrunden var nu en helt anden. I perioden 1. januar til 17. november 2007 var der en række biludlejningsselskaber i Californien, som blandt de mange gebyrer og afgifter også havde opkrævet en såkaldt Airport Concession Fee, men et nærmere studie af lovteksten havde vist, at denne afgift kun skulle opkræves hos personer, som havde lejet bilen gennem et turistbureau eller som led i en pakkerejse. Derimod skulle den ikke opkræves for personer, som havde booket direkte hos udlejningsfirmaet. Det havde jeg tilsyneladende, så postkortet meddelte, at jeg skulle logge ind på en hjemmeside og give min mening til kende. I første omgang gjorde jeg dog ikke noget ved det, og tænkte at det bare var en form for spam, som jeg nok hellere burde holde mig fra. Men kom så til at tænke på, at jeg jo havde været i Californien flere gang og som regel havde lejet en bil når jeg var der. Så til sidst kiggede jeg i mit register og fandt ud af, at jeg rent faktisk havde været i Californien i 2007 og lejet en bil i lufthavnen i San Francisco i marts i forbindelse med at jeg skulle løbe halvmarathon i Sacramento og efterfølgende køre en tur til Lake Tahoe og de store redwoodskove i nordcalifornien. Så det var nok ikke helt tilfældigt, at afsenderen havde udvalgt mig til at give mit besyv med til denne retslige afgørelse. Men alligevel pudsigt hvad man efterlader sig af spor rundt omkring. Jeg checkede så hjemmesiden og erfarede, at jeg var berettiget til en form for erstatning for den fejlagtigt opkrævede afgift: Enten $ 2 for hver dag jeg havde lejet en bil eller en voucher for en eller to dages fri billeje hos det pågældende selskab. Det var klart at jeg nok ville få mere ud af et kontant beløb end en voucher på fri billeje. For ganske vist ville jeg nok komme til San Francisco igen, og jeg ville nok også leje bil hos Hertz igen, men der ville nok være en tidsfrist for anvendelsen af denne voucher, og jeg ønskede ikke specielt at være bundet til at skulle tage til San Francisco inden for en bestemt tidsfrist. Derimod var der en tidsfrist til 25. januar 2013 til at angive sit valg, og her for nylig var jeg inde på hjemmesiden for at angive dette. Og denne frist overholdt jeg! Så må vi bare se hvornår og hvorledes de sender de 14 dollars til mig - for af sikkerhedsmæssige årsager er jeg heldigvis ikke blevet bedt om at angive noget kreditkortnummer!
www.ACFTCAcasettlement.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.