Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. marts 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fælledparken indviet Tirsdag, 19.03.13

Det er efterhånden vanskeligt at bevæge sig mkring her i København, eftersom stort set hele byen er gravet op til metrobyggeri, fjernvarmehovedledninger, talrige fortorvsretableringer, Nordhavnsvejen og almindelige vejarbejder. Man skulle ellers ikke tro at der overhovedet fandtes så meget afspærringsmateriel i Danmark. Og jeg kan heller ikke forstår hvorfor så mange siger, at der ikke er noget arbejde at få i København med alle de byggearbejder man skal gå i en ring udenom; de kan jo ikke alle være importeret fra Østeuropa! Men det er nu en anden historie, og den skal jeg såmænd nok vende tilbage til en anden gang. Her og nu kaster jeg lige et blik på Fælledparken, som jo praktisk taget i årevis har være spærret af på grund af gennemførslen af et Mærsk-finansieret fornyelsesprojekt. Der stod godt nok i sin tid noget i lokalavisen om projektet, men det er jo sådan med sådanne projekter, at hvis ikke man fornemmer der sker noget, så går det hurtigt i glemmebogen, og man accepterer efterhånden tingenes tilstand. Og således også i Fælledparken, hvor det udadtil så ud som før, således at jeg kunne løbe som normalt. Men efter en kilometers penge var stierne afspærret, og da der ikke var nogle skilte, der kunne angive vejen videre frem måtte jeg enten planke den, løbe tværs over græsfelterne eller finde en anden vej udenom hegnet. Det var for så vidt okay, men det bliver lidt trættende i længden, og efter at have været tvunget til retræte i et års tid gad jeg ligesom ikke det mere, og stoppede med at komme i Fælledparken. For halvanden måneds tid siden løb jeg dog med i MarathonTesten, som ganske vist mestendels førte ad de store stier rundt om parken, men hen mod slutningen løb ruten alligevel tværs gennem parken, hvilket var nogen overraskelse for mig, da jeg mente at parken stort set var spærret af. Men det gjaldt måske ikke den brede tværgående sti? I hvert fald inspirerede det mig da til at prøve at løbe en tur i Fælledparken igen, men på grund af vinteren blev det ikke til noget. Men i en gammel udgave af lokalavisen fra dengang jeg var i Australien kunne jeg læse, at renoveringen nu skulle være slut, og der blandt andet skulle være etableret en 3,5 km oplyst løbesti. Og det lyder da som gode nyheder. Måske jeg skulle prøve den en dag når vinteren endelig er slut, forhåbentlig?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.