Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. maj 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Til marathon i Ottawa Søndag, 26.05.13

Torsdag havde Sunny taget mig med til løbsmessen i konferencecentret i en tilbygning til indkøbscentret Rideau Centre, og efter at have gået lidt rundt om centret lykkedes det os at finde den rigtige indgang. Jeg havde ellers troet at man skulle have startnumre på rådhuset, men det var ikke tilfældet. Men personalet på rådhuset var meget flinke til at vise mig den rigtige vej til arrangørerne, som havde et kontor på rådhuset. Så jeg fik mit startnummer, og i forvirringen glemte jeg alt om, at jeg havde overvejet at nøjes med at løbe den halve marathon. Men nu jeg havde fortalt alle herovre at jeg var kommet for at løbe marathonen kunne jeg jo dårligt trække mig tilbage til den halve distance på nuværende tidspunkt. De seneste dage havde vejrudsigten spået om solskin og 21 grader på marathonsøndagen, men den oprandt med overskyet vejr og en temperatur, der knap kunne snige sig op over 11 grader, 40% chance for regn, og suppleret med en frisk vind fra nord. Jeg havde egentlig regnet med at skulle løbe turen i min Epix triathlon dragt, men en tur foran døren fortalte mig, at det ville det blive for koldt til. Så i stedet valgte jeg de samme lange tights, som jeg i marts havde løbet Griseløbet i, plus min nu hullede Nexxt løbejakke. Starten gik kl. 0700, så jeg havde planlagt at gå fra Max's hus kl. 0600. Vækning kl. 0500, og Max sørgede for at jeg fik et let morgenmåltid bestående af en portion RiceCrispies samt en banen. Og denne gang ingen kaffe, men blot pebermyntethe. På løbsmessen havde jeg købt tre GU energigel's, og det måtte være nok til de 42 kilometer. Plus hvad man ellers blev tilbudt undervejs. Starten gik fra hjørnet af Laurier og Elgin, op over Rideau Canal og ned langs samme. Ottawa Marathon siges at være det største marathonløb i Canada, men det må være fordi de så også tæller dem med, som nøjes med at løbe 1 km, 2 km, 5 km, 10 km eller halvmarathon, men for de rigtige marathonløbere, incl. mig, var der 6156 deltagere. Jeg følte mig ikke specielt frisk fra starten, og lagde ud i 7:30-tempo, men allerede omkring km9 overvejede jeg om jeg skulle droppe ud af løbet. Hvis man absolut ønsker at droppe ud bør man gøre det på den første halvdel, således af man ikke laver unødig skade på sig selv, i stedet for måske at fortsætte til km30 uden at have opnået andet end smerter. Men i første omgang valgte jeg at fortsætte til km10, og så se hvor det bar henad. Men km10 kom tidligere end ventet, så i stedet valgte jeg at gå efter km12 i stedet. Det var ikke rart at være så meget ud af form, men hvad kunne jeg ellers forvente, men kun henved 60 km træning det sidste par måneder? Jeg så ikke mange af km-skiltene, men pludselig passerede jeg km14. Jeg tænkte, at hvis jeg ville droppe ud ville jeg have problemet med at finde tilbage til start, men jeg tænkte at hvis jeg bare kunne følge de andre løbere til km27, hvilket var det eneste cutoff-point, så kunne jeg bare løbe direkte til mål derfra. Og pludselig passerede jeg halvvejsmærket. Vi havde nu været ude i tre timer, og efterhånden kom halvmarathonløberne blæsende forbi. Specielt bemærkede jeg en fyr i en skrigende orange morphsuit, og det kunne da være interessant at løbe bag ham, men desværre forsvandt han bare forude i mængden. Så det var bare lidt eye candy! Vi nåede frem til Alexandra Bridge, km27, og var dermed tilbage i Ontario efter et 6-7 km smut i Québec. Der var en stor mængde samlet her for at hylde halvmarathonløberne, som nu var på vej ud på de sidste fem km, men jeg havde over 15 km tilbage. Da jeg passerede broen var jeg stadig en halv time foran for cutoff-tiden, så jeg drejede bare til venstre. Mellem km28 og km29 begyndte jeg at gå, men jeg var i stand til at holde et pænt jævnt tempo, med en km-tid på 10:45 plus/minus fem-ti sekunder. Jeg nåede nu frem til Rockcliffe, endelig begyndte skyerne at lette, og det var rart at mærke solen efter de mange kolde timer. Ved km38 var jeg tilbage ved Alexandra Bridge, så det var nu min tur til at få opløbsruten. Den sidste km havde jeg tænkt på at løbe i mål, men sådan som mine ben havde det på nuværende tidspunkt ville jeg ikke risikere at benene brød sammen under mig midt på målstregen. Så jeg nøjedes bare med at speedwalke over mållinien. Og jeg blev ikke engang sidste mand i mål!


Udkørt efter marathon'et.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.