Et par dage efter marathon'et og jeg havde haft et par dage til at restituere benene i mente Maxcita, at jeg efterhånden var klar til at gå videre med anden del af min ferie her i Ottawa. Mere end et år efter at jeg havde chattet første gang med Max, og måske tre måneder efter at jeg havde aftalt dette besøg hos ham og booket billetten erfarede jeg, at Maxcita ikke var en hr. hvemsomhelst, for da det rygtedes blandt mine venner på recon at jeg skulle besøge Maxcita var de fulde af benovelse over at jeg var blevet inviteret af ham. Og jeg er ganske glad for at være her. Så godt som hver dag bliver jeg bundet ned, og der er ikke to dage, der er ens, for hans hus er bygget som et stort playroom, det er fyldt med aktivitetsskabende remedier, og sidst men ikke mindst har han en guddommelig fantasi om, hvad man kunne lave. Efter at jeg nogle dage før marathon'en 'blot' blev lagt ned i min podsuit, eller dagen før marathon'en blev proppet i hans hjemmesyede spændetrøje, begge med det formål at tvinge mig og min krop til at slappe af, så blev jeg dagen efter besøget på Fairmont Hotel lagt i hans gummi sleepsack med John ved min side, og dagen efter igen blev jeg pakket i en anden af hans opfindelser, nemlig en vacuum sleepsack. Torsdag den 30. var vi ude og gå en tur langs med Ottawa River, og fredag blev den mest intense dag i første omgang. Jeg blev i første omgang iført min podsuit og Maxcita's gummimaske med åbninger til næse og mund. Nu blev jeg bundet fast til hans backboard og via det løftet op i hans 'ligkammer', hvor jeg tilbragte den næste halve time inden han legede videre med mig og gav mig en electro session, og denne gang en dobbelt session, hvor han også gav mig electro på benene. Tidligere havde jeg meldt pas ved styrke 37, men denne dag kom jeg op på 56 uden at det føltes ubehageligt. I går var jeg immobiliseret i hans sleepsack for en 4½ timers edgeing session, så i dag havde jeg på fornemmelsen at det ville blive noget særligt, da det i dag var min 50 års fødselsdag. Og det bliver en dag jeg sent skal glemme. For nu skulle jeg mummificeres - hvilket var en af de mange oplevelser, der stod på min liste for denne tur. Første del af hans arbejde var temmelig standardmæssigt. Jeg blev iført et par læder fist mitts og fik min velkendte gummimaske på, hvorefter jeg blev pakket fuldstændig ind i plasticfolie, men dog lod han en lille åbning være ved næsen, så jeg kunne få lidt luft, og så blev jeg efterfølgende pakket i almindelig duct tape, hvilket der ikke var noget specielt nyt i. Men så tog designeren over. Selvfølgelig kunne jeg ikke se hvad han lavede med mig, men jeg kunne mærke at han sluttede sin Robojack til mig, bare så han fangede min opmærksomhed. Og ellers kunne jeg mærke hvordan han konstant arbejde med min front, og hvordan jeg blev strammet mere og mere ind efterhånden som laget af tape bare blev tykkere og tykkere. Efter en rum tid holdt han op, og jeg kunne forstå at arbejdet var gjort. Men jeg var naturligvis ikke i stand til at se noget på nuværende tidspunkt; det måtte vente til jeg på et tidspunkt blev pakket ud, så indtil videre måtte jeg bare blive i den position jeg var og indtage rollen som liggende kunstværk. Hvilket jeg havde det fint med, indtil knæene begyndte at gøre knuder over den stramme indpakning.

Mummificeret som levende kunstværk.