Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. september 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Pitstop i Magdeburg Mandag, 16.09.13

Både fredag og lørdag kom Andy sent hjem til Heiko. Fredag kom han først hjem lørdag morgen, og lørdag nat var han hjemme måske ved totiden. Men søndag morgen bemærkede jeg at der lå en fremmed mand i sideværelset. Jeg fortalte det til Heiko da han vågnede, hvorefter han tog aktion. Det var vistnok en fyr han selv havde lukket ind i løbet af natten, og der udspillede sig nu en diskussion som jeg ikke rigtigt kunne høre med på, og som egentlig var os alle uvedkommende. Men i løbet af morgenen fandt jeg dog ud af, at det ikke var nogen som Andy havde lukket ind eller taget med over til Heiko. Det var vist nogen, der havde siddet med ved bordet til gadefesten om lørdagen, og som vistnok havde fået lidt for meget at drikke. Sådan noget kan jo ske! Ellers havde Andy nu stort set afsluttet sin opgave hos Quälgeist, så vi kunne slappe af ved morgenmaden. Lidt over middag søndag pakkede vi så bilen, for i anden del af min tur til Tyskland skulle jeg videre til Dresden og have et par fornøjelige dage der. Vi kørte først til Quälgeist hvor vi skulle hente en taske, som Andy havde haft stående der, og derefter kørte vi videre til Magdeburg for endnu et pitstop. Jeg havde kun hørt om Magdeburg i forbindelse med de venner som Gerhard havde haft der efter genforeningen og dem, som Joachim havde taget med når jeg i start-90erne havde holdt Himmelfartsparty ved klubhytten på Kullen. Men Andy kendte tilsyneladende også nogen i Magdeburg, da vi skulle besøge en Manfred ude i en kolonihave uden for byen. Han og hans partner havde en del militæreffekter som der skulle ryddes op i inden resten røg på lossepladsen, og Andy fik da tiltusket sig et par sække med militærbukser og andet kluns. Jeg kunne så også forsyne mig mens jeg var der, men jeg skulle jo have plads til det i flyet hjem. Men jeg fandt en Panzer-kombi i stil med den jeg havde lånt af Heiko da jeg forrige år havde været til CSD i Berlin. Jeg havde jo selv en tilsvarende dragt i camouflageudgave derhjemme, men den havde en stor flænge i ryggen, så det ville være fint med en afløser. I dyngerne lå der også en bomberjacket, som Andy mente var rigeligt stor til ham. Men den passede mig rigtig godt, så den fik jeg også med; den vil være god at have når vinteren stunder til! Klokken var henad ni om aftenen inden vi nåede frem til Dresden, så vi fik blot en god og hyggelig aften sammen!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.