Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. oktober 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fotos fra 2007 nu også på register Fredag, 25.10.13

I de seneste uger har jeg fået noget mere tid til rådighed, og denne ekstra tid er jeg begyndt at bruge på diverse registre, som jeg af den ene eller den anden grund i perioder ikke rigtigt har fået gjort noget ved. Den første opgave, som jeg tog fat på for en lille uge siden, er at lave mit lille register over hvor jeg har taget de forskellige billeder. Men ikke det store register, der fører ned til hver enkelt billede, for det har jeg opgivet. For i sin tid havde jeg brugt måske tre måneder på dette register og havde vel fået katalogiseret en fjerdedel af min billedsamling inden computeren crashede og de tre måneders arbejde var væk på et splitsekund. For der var naturligvis ikke lavet nogen backup da registerfilen var for stor til at blive lagt ud på en floppydisk, ja det er mange år siden, og i dag vil man jo ikke have nogen som helst problemer med at arkivere filer på langt over to megabyte! Men som sagt er det kun det lille register jeg laver, hvor samhørende billeder blot bliver registreret i samme linie, uanset om samhørigheden kun gælder det ene billede eller måske halvtreds billeder. Men fælles for både det store og det lille register er, at jeg opfører billederne i kronologisk orden, og det kan jo være lidt af en udfordring når billederne ikke altid ligger kronologisk. Omend jeg i dag er glad for, at jeg lige fra starten har omdøbt billedernes titel til dato og løbenumre. Billeder fra længere ture er som udgangspunkt nemme nok, for de er jo for de flestes vedkommende arkiveret i et direktorie for sig, men selv om de er samlet i et direktorie skal de alligevel grupperes efter hvor de er blevet optaget, og det kræver jo ikke blot at jeg skal se alle billeder igennem, hvilket trods alt er noget nemmere på computerskærmen end med stabler af dias på projektoren. Men for hver af disse længere ture er jeg som regel nødt til at hive kortene frem, for det er jo ikke altid jeg kan huske navnet på den lokation hvor jeg har taget billederne. Dags- og weekendture har også deres egne udfordringer, for ligesom med mine dias i forrige årtusind har jeg oprettet en række magasiner, i dag direktorier, hvor billederne bliver arkiveret efter emne. Men da jeg derved ofte springer fra det ene direktorie til det anden for at holde kronologien har jeg måttet oprette et hjælpeskema, hvor jeg for hver enkelt af de 44 direktorier har en kode for hvilket billede der er det næste i rækkefølgen fra det direktorie. Hvilket har vist sig at være ganske brugbart, og naturligvis er dette hjælpeskema netop ikke oprettet på computeren, men på ganske almindeligt kvadreret papir! De foregående seks dage har jeg således brugt på at rekonstruere registret for 2007, hvilket jeg tilsyneladende aldrig fik gjort dengang. Men så er det jo godt at jeg kan gøre det nu! Og ved samme lejlighed blev jeg også inspireret til hvad der skal være denne måneds galleri her på siden. Herefter mangler jeg kun registret for 2008, som jeg må tage næste gang jeg kan se jeg får en uge, der er stort set fri. Og fra 2009 og frem har jeg igen friskt opdaterede registre!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.